Pressemeddelelse fra Region Hovedstaden
Region Hovedstaden kan nu kalde sig Danmarks mest produktive region.
Det viser den nye opgørelse “Løbende offentliggørelse af produktivitet i sygehussektoren”, som Sundheds- og Ældreministeriet, Danske Regioner samt Finansministeriet offentliggjorde i dag (15/12, red.).
Regionsrådsformand Sophie Hæstorp Andersen (S) understreger, at man ikke kan gøre alt op i penge. Alligevel er hun begejstret for de nye tal.
“Jeg er glad for det her, fordi det fortæller noget om, hvor meget sundhed vi som borgere får for vores skattekroner. Vi har i Region Hovedstaden holdt os inden for snævre økonomiske rammer, og vores personale har knoklet benhårdt for at nå disse mål. Samtidig har vi gjort os store anstrengelser for, at kvaliteten ikke skal lide. For det er klart, at vi balancerer mellem på den ene side at give så meget sundhed som muligt for pengene, og på den anden side at sikre høj kvalitet i trygge rammer for den enkelte patient”, siger Sophie Hæstorp Andersen.
Politisk styrede regioner leverer
Produktivitet er et mål for at sammenstille hospitalernes aktivitet med de udgifter, der bruges på at skabe aktiviteten. Kort sagt: Hvor meget sundhed man får for pengene. Region Hovedstadens produktivitetsniveau ligger i 2014, som er den nyeste opgørelse, på indeks 102.
Dermed har hovedstadsregionen landets højeste niveau.
Ifølge regionsrådsformanden skal man også huske, at det ikke kun handler om kroner og øre men også om kvaliteten af selve behandlingen og oplevelsen af at være patient på regionens hospitaler.
– Der er mange måder at vurdere kvaliteten på, fx på patienttilfredsheden. Om vi føler os ventede og velkomne, når vi skal indlægges. Om vi oplever, at sundhedspersonalet lytter til os og forstår os, og om vi føler os inddraget. Men når det er sagt, så er det glædeligt at kunne konstatere, at de politisk styrede regioner endnu engang har formået at levere en produktivitet, hvis lige stort set ikke findes andre steder i verden med forsikringsbaserede sundhedsvæsener, siger hun.
Læs mere:
, fra sum.dk
, fra sum.dk
â??â??
Yderligere oplysninger:
- â??Pressevagten i Region Hovedstaden, tlf. +45 70 20 95 88
Læs hele pressemeddelelsen på Ritzau Info her:
https://www.ritzauinfo.dk/release?releaseId=5104697
** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **