Pressemeddelelse fra Nordjyske Medier
Pr 1. januar 2016 overtager Dynaudio ejerskabet af AM3D a/s. AM3Ds produkter inkluderer 3D lyd, softwarebaseret forbedring af basoplevelsen og en bred vifte af andre softwarealgoritmer til forbedring af lyden i applikationer inden for computerspil, biler og mobile lydkilder.
Dynaudio har stået for opkøbet på vegne af moderselskabet GoerTek Inc., der indtager en markedsledende position i den globale lydindustri. Viden og kompetencer i AM3D og GoerTek gruppen supplerer hinanden godt, og synergieffekten ved sammenlægningen vurderes at være stor. Lars Prisak, administrerende direktør i Dynaudio, tilføjer:
“Vi har erhvervet AM3D, da vi i GoerTek gruppen ser et stort potentiale i den type teknologi, som de arbejder med. AM3D har igennem længere tid udviklet software som er ‘game-changing’ i branchen, og vi mener, at denne teknologi i kombination med GoerTeks produkter vil sætte nye milepæle i branchen.”
Som udgangspunkt vil AM3Ds udviklingsafdeling og medarbejdere fortsat have deres daglige gang i Aalborg, men være i tæt kontakt med Dynaudios hovedkontor i Skanderborg og GoerTeks europæiske udviklingscenter i København. Andrew Bright, som er administrerende direktør i GoerTek Audio Technology i København, er meget begejstret for mulighederne i den nye erhvervelse:
“Dette er en enestående mulighed for at arbejde sammen med nye og inspirerende kollegaer med nye unikke teknologier. Vi ser et stort potentiale i at integrere AM3Ds teknologi i vores nuværende og fremtidige produkter og applikationer. Dette er en vigtig strategisk overtagelse. Vi ser meget frem til at samarbejde med vores nye kollegaer i bestræbelserne på at udvikle nye innovative lydløsninger. En ting er sikkert: De bliver en del af en virksomhed, som med stor hastighed bevæger sig mod nye spændende horisonter.”
AM3D blev grundlagt i 2003 med fokus på at forbedre lydoplevelser ved hjælp af softwareløsninger, som løser en række komplekse problemer. AM3D har indtil overtagelsen været en del af NORDJYSKE-koncernen.
Beslutningen om at videresælge AM3D er truffet på baggrund af NORDJYSKE-koncernens ønske om at styrke fokus på kerneforretningen, som er at drive medievirksomhed. Claus Falk, koncernchef i NORDJYSKE Medier, tilføjer:
“Vi er meget tilfredse med vores aftale med Dynaudio, som kan hjælpe med at opretholde AM3Ds vækst og udleve dets potentiale. Vi er overbevidste om, at medarbejderne er i gode hænder hos den nye ejer.”
For yderligere information kontakt Dynaudios administrerende direktør Lars Prisak på +45 4017 3833 eller GoerTek Audio Technologies administrerende direktør Andrew Bright på +45 3069 4736 eller skriv tilpress@dynaudio.com
.
Dynaudio er grundlagt i 1977 i Skanderborg. I dag er virksomheden anerkendt som en af de førerende producenter af højkvalitetshøjtalere og et af verdens mest anerkendte premium lydselskaber. Dynaudio er specielt anerkendt for dets avancerede enhedsteknologi som er designet, konstrueret og kontinuerligt videreudviklet in-house; dets banebrydende R&D teknologier; og håndværk uden sidestykke.
GoerTek Audio Technology er GoerTek Inc. udviklingscenter i Europa. Ambition er at udvikle teknologier, som forbedrer lydprodukter. Denne ambition går igen på tværs af alle de forskellige former for højtalere men med særligt fokus på små højtalere til hovedtelefoner, PC og mobile enheder.
AM3D er leverandør af verdensklasse audioteknologi inden for software løsninger i forbindelse med lydforbedring og 3D-lyd til mobile enheder, biler og gaming. AM3D ejer flere patenter indenfor lydteknologi. AM3D har kontorer i Danmark, Japan, Sydkorea og Taiwan.
Link:
Dynaudio_AM3D_Pressemeddelelse 141215.pdf
https://www.ritzauinfo.dk/data/attachments/00823/cba1d97d-1ceb-444d-b24b-d95617dd16fe.pdf
Press_release_AM3D_sold_to_GoerTek 141215.pdf
https://www.ritzauinfo.dk/data/attachments/00709/efd43d68-8327-4388-861b-698c1166923f.pdf
Læs hele pressemeddelelsen på Ritzau Info her:
https://www.ritzauinfo.dk/release?releaseId=5096501
** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **