Pressemeddelelse fra L&F
Klimaaftalen i Paris er et vigtigt skridt, der kan bidrage til at løse de store globale udfordringer, vi står over for i de kommende år, mener viceformand i Landbrug & Fødevarer, Lars Hvidtfeldt.
– Klimaforandringerne er en global udfordring, der kræver globale løsninger. Derfor er det internationale samarbejde helt afgørende, siger Lars Hvidtfeldt, der selv har været til stede under forhandlingerne i Paris i den forgangne uge.
For Landbrug & Fødevarer har den altoverskyggende prioritet været at få det internationale samfund til at anerkende fødevareforsyningssikkerhed som et væsentligt tema i klimadrøftelsen.
– Budskabet fra verdens bønder har været meget stærkt de seneste 14 dage. Vi bliver nødt til at fremme en klimavenlig, bæredygtig intensivering af verdens fødevareproduktion, så verden kan producere mere mad med brug af færre ressourcer. Ellers får vi en yderligere acceleration af migration fra landområderne i de mest udsatte lande til byerne og videre til de rige lande i eksempelvis Vesteuropa, lyder det fra Lars Hvidtfeldt.
Landbrug & Fødevarer har deltaget i forhandlingerne via den internationale landbrugsorganisation World Farmers Organization.
– Vi er godt tilfredse med, at det er lykkedes at få fødevareforsyningssikkerhed på dagsordenen, og i den endelige aftale er det direkte skrevet ind, at fødevareforsyningssikkerhed er en fundamental prioritet, og at vi skal finde klimaløsninger, der ikke sker på bekostning af produktionen af fødevarer, konstaterer Lars Hvidtfeldt.
Han tilføjer, at aftalen dog godt kunne have været stærkere.
– Man mangler i international sammenhæng stadig for alvor at tage fat på de helt unikke karakteristika for landbrugssektoren. Men aftalen er et vigtigt skridt i den rigtige retning, siger Lars Hvidtfeldt.
Aftalen lægger op til, at reduktionen af drivhusgasudledninger skal intensiveres yderligere i de kommende år, da den nuværende kurs ikke i sig selv vil opfylde målet om maksimalt to graders temperaturstigning og arbejdet på at komme nærmere halvanden grad
– Det er afgørende, at dansk fødevareproduktion ikke kommer i klemme ved yderligere reduktionsforpligtelser. De mest effektive produktioner, som den vi har i Danmark – og som er opnået ved brug af moderne teknologi, rådgivning og energibesparelser – skal fortsat have vilkår, der sikrer vækst, udvikling og innovation, der også kan komme resten af verden til gavn, siger Lars Hvidtfeldt.
Yderligere kommentarer: Viceformand i Landbrug & Fødevarer Lars Hvidtfeldt,
mobil 26841054
Læs hele pressemeddelelsen på Ritzau Info her:
https://www.ritzauinfo.dk/release?releaseId=5090617
** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **