Pressemeddelelse fra PKA
På bare fem år er de gennemsnitlige administrationsomkostninger pr. medlem i PKA faldet med 132 kr. Fra 532 kr. i 2011 til 400 kr. i 2016. Det svarer til 25 pct., som PKA har barberet af omkostningerne på ganske få år.
Administrerede direktør i PKA, Peter Damgaard Jensen, fremhæver fusioner og effektivitet som årsager til, at PKA løbende er i stand til at reducere omkostningerne så markant.
“Vi er på få år gået fra otte til nu tre pensionskasser i PKA, og et af målene ved fusionerne har klart været at sænke omkostningerne gennem stordrift, synergi og effektivitet ikke mindst via vores administrationsselskab Forca. Og det er lykkedes,” siger Peter Damgaard Jensen og tilføjer, at selvom PKA får tilbagebetalt moms fra skat, så er det ikke det, der rykker ved det overordnede billede.
“Vi arbejder løbende på at forbedre de administrative systemer og de digitale muligheder. Det er glædeligt, at vores indsats for at finde nye, bedre og mere effektive måder at yde service på nu giver kontante resultater til medlemmerne,” siger Peter Damgaard Jensen.
Udover reduktionen i omkostningerne kan mange af PKA’s medlemmer også se frem til en forhøjelse af pensionerne i 2016, idet PKA har meddelt, at medlemmerne får 4,8% i rente.
Om PKA
PKA administrerer pensioner for tre pensionskasser primært inden for social- og sundhedssektoren. PKA har 270.000 medlemmer og en samlet formue på 215 mia. kr.
Læs hele pressemeddelelsen på Ritzau Info her:
https://www.ritzauinfo.dk/release?releaseId=5046412
** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **