Pressemeddelelse fra Professionshøjskolen Metropol
Industriens Fond kickstarter med 10,5 millioner kroner et indsatsområde, der har fokus på at støtte virksomheders vækstvilkår inden for velfærdsteknologi:
“Med bevillingen ønsker vi at skabe et virkelighedsnært testmiljø, hvor danske virksomheder kan afprøve nye idéer og produkter. Velfærdsteknologi er et område, hvor Danmark og danske virksomheder står stærkt. Skal den position bevares, så kræver det innovative tanker inden for både praksis- og produktudvikling. Dem bliver der plads til i det nye hus, og det kan forhåbentlig styrke industriens konkurrenceevne på både kort og langt sigt,” siger Mads Lebech, der er adm. direktør i Industriens Fond.
I øjenhøjde med brugere og borgere
Bred tværfaglig sparring i den tidlige udviklingsfase kan være guld værd for virksomheder, der ønsker at levere et innovativt produkt i øjenhøjde med kommende brugere. Ny velfærdsteknologi skal virke i virkeligheden, og derfor er det frugtbart med input fra fremtidens professionelle. Praksis- og Innovationshuset vil danne en overbevisende ramme med state-of-the-art-udstyr og testmiljøer, der kan simulere patientforløb fra vugge til grav. For eksempel en fødestue med livagtige dukker og virtuelle virkemidler, et minihospital med mulighed for at filme scenarier med henblik på feedback, samt en testlejlighed, hvor fremtidens socialrådgivere og sundhedspersonale kan simulere hverdagen for gangbesværede ældre og træne ‘den svære samtale’ om sygdom, krise eller behandling på animerede 3D-figurer.
En ny ide til en velfærdsteknologisk løsning kan testes i huset og videreudvikles til færdigt koncept i samarbejde med eksempelvis hospitaler, kommunale arbejdspladser og borgere – og i tæt dialog med forskere og studerende på Metropol. Praksis- og Innovationshuset kan også fungere som showroom, hvor studerende giver liv til nyt apparatur.
Stærke studerende
Praksis- og Innovationshuset vil desuden bidrage til øget teknologi- og innovationsforståelse blandt de studerende til gavn for fremtidens sundhed:
“Vi sætter stor pris på bevillingen fra Industriens Fond. Den giver os nye muligheder for at samarbejde med de virksomheder, der producerer de velfærdsteknologiske løsninger, vores dimittender skal benytte på arbejdsmarkedet. Det er vores klare ambition, at Praksis- og Innovationshuset bliver til gavn for virksomheders vækst og Danmarks fremtidige velfærd. Samtidig giver de nye aktiviteter et betydningsfuldt tilbageløb til vores uddannelser – det giver stærkere studerende og velfærdsprofessionelle, der naturligt medudvikler, anvender og efterspørger innovativ velfærdsteknologi,” siger rektor Stefan Hermann, Professionshøjskolen Metropol.
Bevillingen fra Industriens Fond er på 10,5 millioner kroner og sikrer nye alliancer mellem erhvervslivet, professionsuddannelserne og praksis med udgangspunkt i Praksis- og Innovationshuset, som bliver taget i brug i 2017.
Link:
Samarbejde med udgangspunkt i Praksis- og Innovationshuset: Virksomheder der benytter Praksis- og Innovationshuset oplever, at de har fået forbedret deres produkt og reduceret udviklingsomkostningerne. Virksomheder finder det attraktivt at samarbejde med Praksis-og Innovationshuset om produktudvikling. Studerende får øget teknologi- og innovationsforståelse, så kommende medarbejdere er bedre til at efterspørge, medudvikle, og anvende velfærdsteknologiske løsninger.
Læs hele pressemeddelelsen på Ritzau Info her:
https://www.ritzauinfo.dk/release?releaseId=5046407
** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **