Pressemeddelelse fra Mission Øst
– Sinjar er en fuldstændig ødelagt ruinhob med totalt sønderskudte huse, og jeg ser sønderskudte biler allevegne. Forskellige ejendele stikker op af jorden alle steder og der ligger lig i gaderne.
Det rapporterer Mission Østs generalsekretær Kim Hartzner direkte fra yezidiernes hovedstad Sinjar, der for halvandet år siden blev indtaget og hærget af Islamisk Stat, som myrdede mændene, voldtog kvinderne og kidnappede pigerne til sexslaver.
– Det stinker af døde menneskekroppe. Liget af en forbrændt kvinde ligger med et tæppe over sig. Liget af en IS-soldat har kun knoglerne tilbage under sin sorte uniform. Det kan ikke beskrives. Men det er skæbnen for hundredvis, ja tusindvis af mennesker, tilføjer han.
Varme i tynde telte
Kurdiske og yezidiske styrker befriede Sinjar og drev Islamisk Stat på flugt for et par uger siden. Sinjar var hovedby for en halv million yezidier, da dette folkeslag blev fordrevet af Islamisk Stat den 3. august sidste år. Mange mødte en forfærdelig skæbne: Drenge og mænd blev kynisk henrettet, kvinder blev voldtaget og unge piger bortført som sexslaver. Alle, der overhovedet kunne flygte, gjorde det.
– De fleste flygtede op på Sinjar-bjerget kun en halv times kørsel fra Sinjar by. Lige nu bor 25.000 yezidier i tynde sommertelte og må leve af den nødhjælp, de bl.a. får fra Mission Øst. De fryser, vinteren står lige for døren, og det begynder snart at sne. Derfor har vi netop uddelt varmeovne og brændstof til mange af familierne. Men mange flere har behov, fortæller Kim Hartzner.
Mission Øst har givet vinterhjælp til over 1400 familier i Sinjar og 250 familier i Kirkuk. Da familierne har mange børn, kommer hjælpen op mod 10.000 mennesker til gavn. Hjælpen til de fordrevne på Sinjar-bjerget kommer direkte fra den danske befolkning gennem TV-indsamlingen “Hjælp Nu” i september.
Børn bliver glade igen
Mission Øst har hjulpet de fordrevne på Sinjar-bjerget i fire måneder og driver centre, hvor kvinder kan tale ud om deres forfærdelige oplevelser og børn kan lege og lære basale skolefærdigheder.
Og børnene nyder et frirum midt i krigens gru, fortæller Kim Hartzner:
– Jeg så dem tegne og lege med byggeklodser. Det var dejligt, at se dem smile og være glade midt i en hverdag, som er ualmindelig trist, fortæller Kim Hartzner.
Børnene har ikke været i skole siden flugten for snart halvandet år siden. Mission Øst giver vi dem derfor undervisning i tal og bogstaver, regning og engelsk.
– Vi frygter, at en hel generation går tabt, hvis vi ikke sætter mere i værk. Mange af børnene har store psykiske traumer, og det hjælper bare at komme et sted hen, hvor de kan snakke med nogen. Lokale medarbejdere hjælper disse børn med at komme videre med livet og få tankerne over på noget andet, fortæller Kim Hartzner, der også er læge.
Brug for mad og varme
Yezidier, kristne og muslimer, som ikke vil konvertere til IS’ ekstreme udgave af islam, lever som flygtninge i deres eget land. Mission Øst har oprettet kontor i landet, hvor ni lokale medarbejdere og en hær af frivillige arbejder på højtryk for at hjælpe.
– Vi hjælper så mange, vi over hovedet kan nå, men mange har ikke fået hjælp endnu. Vi behøver al den støtte, vi overhovedet kan få, for at kunne hjælpe alle disse stakkels mennesker, fortæller Kim Hartzner.
De har først og fremmest brug for varme, så de ikke bliver syge af kulde. Men de har også brug for mad.
– De sagde enstemmigt, at de kun får tørkost, de får aldrig kød og mælk og de mangler mel, madolie og andet til at lave varm mad med.
Og en dag kan de måske vende tilbage til det udbombede Sinjar:
– De håber alle sammen at kunne vende tilbage igen. Men det, de er flygtet fra, er alt sammen smadret. Så der er ikke mulighed for at vende tilbage lige nu og her. Men Mission Øst vil i den takt, det bliver muligt, hjælpe disse mennesker med at genetablere sig, så godt vi kan, slutter generalsekretæren.
Link:
En rystet Kim Hartzner foran den sønderskudte og udbombede by Sinjar. Foto: Peter Eilersen.
Kim Hartzner og Mission Øst uddeler varmeovne og brændstof til de fordrevne yezidier på Sinjar-bjerget. Foto: Peter Eilertsen.
På Mission Østs center på Sinjar-bjerget får børn et frirum til at lege og indhente skolekundskaber. Foto: Peter Eilertsen.
Mission Øst er en dansk hjælpeorganisation, der yder akut nødhjælp og langsigtet udviklingshjælp i Østeuropa og Asien. Mission Øst hjælper årligt flere hundrede tusinde nødlidende i Afghanistan, Armenien, Burma, Irak, Nepal, Nordkorea, Rumænien, Syrien og Tadsjikistan. Mission Øst er støttet af Danida, de norske og tyske Udenrigsministerier samt EU og FN.
Læs hele pressemeddelelsen på Ritzau Info her:
https://www.ritzauinfo.dk/release?releaseId=5039502
** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **