PRM / Gregers fra Sæby spiller til VM i kvindehåndbold

    Pressemeddelelse fra Frederikshavn Kommune

    Pigerne løber på banen, det er lørdag og der spilles åbningskamp. Publikum jubler. Ud af højttalerne højt oppe under taget i håndboldarenaen drøner musikken ud. Tilskuerne klapper, pifter og stemningen er helt i top. Ude på en af de bagerste rækker sidder Sæbydrengen Gregers Løvendahl Mogstad og nyder det hele. Lidt mere end de fleste andre. Det er ham, der har skrevet musikken.

    “Det er ret stort for mig, det er klart. Jeg vil jo gerne have at publikum kan lide nummeret, og så betyder det noget at høre det spille en kæmpehåndboldarena op og skabe den helt rigtige håndboldkamp-stemning”, siger Gregers.

    Sammen med den nordjyske producer Jesper Sidelmann har Gregers komponeret sangen Forever Victory for Dansk Håndbold Forbund. Sangen skal bruges under ceremonien, når spillerne løber på banen, under opvarmningen til kampene, og er ellers klippet i en masse forskellige versioner, så DJ’s ude i håndboldarenaerne kan bruge dem, når der er pauser i kampen. Og det er klart, at for en 24-årig musiker med drømme om det store gennembrud, så betyder det RIGTIG meget, at få muligheden for at vise sit produkt i det vindue mod hele verden, som VM er.

    “Nu bliver VM jo set af mange millioner mennesker, så det kunne jo være der var en mulighed for, at sangen bliver hørt af nogen, der kan bruge mig til et eller andet”, siger Gregers. Og mon ikke der er.

    Gregers har allerede været spillet i radioen, har remixet en af verdens største rappere, Snoop Dog og har det, der skal til for at blive en rigtig stjerne: begge ben solidt plantet i godt nordjysk muld og naturligt talent for ørehænger sangskriveri og musikmageri.

    Gregers spiller koncert i VM-loungen i Arena Nord i Frederikshavn den 10.december. Koncerten er arrangeret af Kulturalliancen, Kulturelt samarbejde Hjørring og Frederikshavn og det regionale spillested, Det musiske hus i Frederikshavn. Der er adgang, hvis man har billet til kampdagen.

    Fakta om Gregers

    Arbejder fast sammen med Jesper Sidelmann. De to har lavet musik sammen de sidste to år, og har lige udgivet 5 nye sange, i form af en EP (en kort CD) kaldet “Standing Out”. Blandt andet ramte singlen Brand New Vision både P3 og P4. Gregers baggrund er jazz og funk, og han betegner sig selv som club soul artist. Han har spillet klaver, siden han var 8 og underviser i dag forskellige steder i Nordjylland ved siden af sin karriere som musiker. Han står bag fx officielle remixes af Snoop Dog og Leona Lewis og er netop vendt hjem fra en sangskriver tur til USA. Fodbolddrengen Gregers regner med at få HELT styr på kvindehåndbold under denne slutrunde.

    Hør EPen her:

    For yderligere oplysninger kontakt

    Jens Ole Amstrup, musikchef, Arena Nord, Frederikshavn, +45 23 23 01 31

    Link:

    Gregers Løvendahl Mogstad

    Læs hele pressemeddelelsen på Ritzau Info her:
    https://www.ritzauinfo.dk/release?releaseId=5032513

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **