Pressemeddelelse fra HAPPY XMAS TREES
I december kan besøgende i København danse om juletræet midt på gaden rundt omkring i hele byen. Men det er ikke helt almindelige nåletræer, der er tale om. Udstillingen HAPPY® XMAS TREES har plantet 40 to-meter høje juletræsskulpturer på gader og pladser i hele byen, hvor de vil være udstillet frem til jul. Mellem jul og nytår rykker træerne ind i Øksnehallen, hvor man kan se træerne udstillet samlet.
Træskulpturerne er udsmykket af kunstnere fra ind- og udland som Bjørn Nørgaard, Kristian Hornsleth, Poul Pava, Ib Antonis familie og den franske street-artist Mr. One Teas, samt børn og unge fra bl.a. Zahles Gymnasium og Sølvgade Skole. Målet er at rykke kunsten ud i gadeplan for at skabe kultur i øjenhøjde til glæde for både store og små – og på længere sigt til glæde for lokalbefolkningen i Mali og vores klima.
Kunst for en god sag
Som afslutning på HAPPY® XMAS TREES bliver træerne bortauktioneret på Lauritz.com, hvor man kan byde på træerne frem til 6. januar. Overskuddet fra auktionen skal gå til at plante Jatropha-træer i Mali i Afrika gennem projektet Happy® Forest. Udover at være et CO2-neutraliserende træ kan nødderne, der vokser på Jatropa-træerne, bruges til at producere biodiesel, hvilket giver lokale bønder en bedre mulighed for at forsørge sig selv og sin familie. Samtidig regenererer Jatropha-træerne jorden, så der kan dyrkes afgrøder til mad mellem træerne.
“HAPPY® XMAS TREES er en platform for positive budskaber gennem kreativitet og mangfoldighed. Julen og især juletræet er et samlingspunkt for glæde, næstekærlighed og positive tanker, og med HAPPY® XMAS TREES træskulpturerne vil vi gerne bidrage til at skabe samlingspunkter i bybilledet til gavn og glæde for store og små,” siger Mehdi Michael Triki, der står bag HAPPY® XMAS TREES 2015.
Da HAPPY® XMAS TREES blev afholdt sidste gang i København i 2010 lykkedes det at indsamle nok penge ved den efterfølgende auktion til at plante 72.500 træer i Mali. I år er målet at kunne plante en kvart million træer i landet, som er et af verdens fattigste. Teamet bag HAPPY® XMAS TREES stod også bag Cowparade i København i 2007, der samlede 1,4 millioner ind til Red Barnet.
Fakta:
- HAPPY® XMAS TREES-udstillingen udendørs i København varer frem til jul. Fra 27. december til 6. januar rykker træerne indenfor og bliver udstillet i Øksnehallen.
- Der er op til 40 træer med i årets udstilling.
- Omtrent 40 kunstnere har bidraget.
- Træerne bortaktioneres på Lauritz.com for at samle penge ind til træplantning i Mali. Auktionen starter 29. november og afsluttes 6. januar.
Læs mere på:
- Facebook: happyxmastrees
- Instagram: happyxmastrees
Link:
https://www.ritzauinfo.dk/data/images/00821/76510918-a985-401b-b7e9-5df1d91060d1.JPG
https://www.ritzauinfo.dk/data/images/00127/c521b9a4-fdf6-4069-bc3a-760ce10d3609.JPG
Læs hele pressemeddelelsen på Ritzau Info her:
https://www.ritzauinfo.dk/release?releaseId=5017811
** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **