PRM / Julehjælpen er på vej mod ny rekord

    Pressemeddelelse fra Frelsens Hær

    Frelsens Hær har modtaget ca. 12000 ansøgninger om julehjælp. Der er tale om en lille stigning i forhold til sidste år, hvor den uddelte julehjælp til 8669 familier satte ny rekord

    Frelsens Hær har pr. 1. december modtaget 11.606 ansøgninger om julehjælp online. Dertil kommer så et ukendt antal ansøgninger på papir. Frelsens Hær vurderer derfor, at man har modtaget omkring 12.000 ansøgninger.

    Antallet af ansøgninger er ikke steget dramatisk, men med en stigning på 5-10% kan den siges at have stabiliseret sig på et rekordniveau.

    Rekordantal familier modtager julehjælp

    Frelsens Hær forventer dog, at skulle uddele hjælp til et rekordantal familier. Det forventes, at der skal uddeles julehjælp til mellem 8500 – 9000 familier. De foreløbige meldinger tyder på, at mange af ansøgerne er udfordret af de seneste års stramninger i de offentlige ydelser. Ansøgningerne er endvidere kendetegnet ved, at mange af familierne lever med fysiske og psykiske diagnoser, hvilket betyder, at de i de i fleste tilfælde er langt fra arbejdsmarkedet. Rekorden i julehjælp er tegn på et delt Danmark.

    Julehjælpen er vokset markant siden 2000

    Hvis man ser på udviklingen i uddelingen af julehjælp hos Frelsens Hær, så er der tale om en markant stigning over årene. En stigning der på mange måder svarer til den generelle stigning i fattigdommen i Danmark.

    Udviklingen i julehjælpen ser således ud:
    2000 3906 familier
    2004 5282 familier
    2008 6303 familier
    2012 7941 familier
    2013 8144 familier
    2014 8669 familier

    Der er behov for ny rekord i juleindsamlingen, da julehjælpen kommer til at koste ca. 7 mill. kr.

    Risengrød og julemusik på Hovedbanegården den 1. december

    I takt med at julehjælpen sætter ny rekord, så øges behovet også for indsamlede midler til julehjælpen. Derfor sætter vi fokus på behovet for julehjælp og indbyder i anledning af julemånedens begyndelse til en festlig aften med risengrød og julemusik.

    Frelsens Hær omdanner derfor den 1. december Københavns Hovedbanegård til et stort spisested og inviterer alle, der har lyst, på risengrød og julemusik spillet af Frelsens Hærs musikkorps. Arrangementet finder sted mellem klokken 18 og 20 på pladsen under uret.

    Ligesom julen er måltidet et af de væsentligste samlende fællesskaber, og håbet er, at folk vil sætte sig, spise sammen og indgå i et fællesskab omkring måltidet. Samtidig ønsker Frelsens Hær at skabe opmærksomhed omkring behovet for julehjælp.

    Link:

    Grød på banen – indsamling til Frelsens Hærs julehjælp

    https://www.ritzauinfo.dk/data/images/00137/28c11d2d-5820-4387-ac08-b0c98118d782.jpg

    Julemusik på Hovedbanen til fordel for Frelsens Hærs julehjælp

    https://www.ritzauinfo.dk/data/images/00861/5bf3f794-1d30-4454-bd23-735dae633d3c.jpg

    Læs hele pressemeddelelsen på Ritzau Info her:
    https://www.ritzauinfo.dk/release?releaseId=4984694

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **