Pressemeddelelse fra Frelsens Hær
Risengrød på Hovedbanegården den 1. December kl. 18
Den 1. december omdanner Frelsens Hær Københavns Hovedbanegård til et stort spisested og inviterer alle, der har lyst, på risengrød og julemusik spillet af Frelsens Hærs musikkorps. Arrangementet finder sted mellem klokken 18 og 20 på pladsen under uret.
Ligesom julen er måltidet et af de væsentligste samlende fællesskaber, og håbet er, at folk vil sætte sig, spise sammen og indgå i et fællesskab omkring måltidet. Samtidig ønsker Frelsens Hær at skabe opmærksomhed omkring behovet for julehjælp.
Julehjælpen gives i en svær tid
Mange forældre begynder allerede at ringe til Frelsens Hær i august, fordi de spekulerer over, hvordan de skal komme igennem julen. Sidste år modtog Frelsens Hær 12.000 ansøgninger om julehjælp, hvoraf 8669 fattige familier blev hjulpet. For en enlig far betød julehjælpen, at han for første gang kunne holde juleaften for sine drenge på 7 og 8 år:
“Jeg har været hjemløs i mange år, men nu har jeg været i behandling for misbrug og fået en lejlighed. Hvis ikke jeg havde fået julehjælp, havde jeg været nødt til at sige til drengenes mor, at jeg ikke kunne have dem, og så havde jeg holdt jul alene. Men nu har jeg fået julehjælp, og lejligheden er helt ny. Det er overvældende. Helt vildt.”
Om julehjælpen og arrangementet, siger Frelsens Hærs informationschef:
“Julehjælpen gør det muligt for fattige familier, at holde en jul, der minder om den, som børnenes klassekammerater holder – så ingen skal føle sig uden for. Det er det, julen handler om, og det er det budskab om samhørighed og fællesskab, som vi gerne vil dele med alle, der kommer forbi Hovedbanegården den 1. december.”
Frelsens Hær håber at fylde Hovedbanegården med julemusik, risengrød og en masse glade mennesker. Arrangementet er gratis, men alle er meget velkomne til at støtte julehjælpen på
eller via MobilePay på 30 85 83 20.
Link:
Risengrødevent med Frelsens Hær
Læs hele pressemeddelelsen på Ritzau Info her:
https://www.ritzauinfo.dk/release?releaseId=4926137
** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **









