PRM / Job-tjek: Danskerne er glade for deres leder

    Pressemeddelelse fra Deloitte

    København, 16. november 2015

    Danskerne er kendt for at brokke sig, men tilsyneladende ikke over deres nærmeste leder. Det viser en ny undersøgelse foretaget af Epinion for Deloitte. Her siger hele 71 pct., at de er tilfredse med deres leder. Fokus på god ledelse har endelig båret frugt, mener ekspert.

    “Det er positivt for hele samfundet, at så mange medarbejdere er glade for deres leder. En god relation mellem leder og medarbejder er jo en forudsætning for, at vores arbejdspladser fungerer. Det gælder både trivsel på jobbet, håndtering af stress og den generelle effektivitet,” siger partner i Deloitte Kim Domdal, der rådgiver virksomheder og ledelse, talentudvikling og performance.

    De gode tal skyldes blandt andet, at mange arbejdspladser har haft et stort fokus på god ledelse, mener Kim Domdal:

    “Både i erhvervslivet og i det offentlige har arbejdspladserne investeret millioner i at efteruddanne deres ledere. Samtidig bliver lederne målt og vejet gennem medarbejdertilfredshedsundersøgelser og løbende evalueringer. Her får topledelsen en klar fornemmelse af, hvilke ledere, der gør det godt, og hvem der eventuelt skal have en hjælpende hånd,” siger han.

    Det er dog ikke alle, der er lige begejstrede for deres nærmeste leder. Gruppen af medarbejdere mellem 30 og 39 år er markant mindre tilfredse end resten af deres kolleger.

    “30’erne er klart det årti, hvor folk har det største ønske om at udvikle sig. Derfor stiller de også ekstremt store krav til deres leder. I 30’erne skal man helst have sat karrieren på rette spor. Mange forventer derfor både lønstigninger, forfremmelser og spændende opgaver. Det er klart, at ikke alle ledere kan leve op til det,” siger Kim Domdal.

    Kim Domdal opfordrer både ledere og medarbejdere til at have en åben dialog om, hvad der er god ledelse.

    “Jo mere åbent man taler om god ledelse, des større er chancen for, at man ender i en situation, hvor alle er tilfredse. Ligesom en medarbejder har brug for hjælp til at blive en god medarbejder, har en leder også brug for hjælp til at blive en god leder,” siger han.

    Kun 24 pct. af de 30- til 39-årige siger, at de er ‘meget tilfredse’ med deres leder. Blandt resten af medarbejderne er tallet 41 pct.

    Tallene er baseret på i alt 1004 interview med repræsentativt udvalgte danskere på 18 år og derover. Undersøgelsen er gennemført af Epinion for Deloitte.

    Fakta:

    Hvor tilfreds er du med din nærmeste leder?

    Meget tilfreds: 37 pct.

    Nogenlunde tilfreds: 34 pct.

    Hverken tilfreds eller utilfreds: 11 pct.

    Lidt utilfreds: 8 pct.

    Meget utilfreds: 6 pct.


    Blandt medarbejdere, der er ‘meget tilfredse’ med deres leder, er fordelingen:

    18-29 år: 45 pct.

    30-39 år: 24 pct.

    40-49 år: 38 pct.

    50-59 år: 37 pct.

    Over 60 år: 42 pct.

    Link:

    Kim Domdal

    https://www.ritzauinfo.dk/data/images/00029/6a3de2a2-39f0-45dd-88fb-63ddbdbbefe5.jpg

    Kim Domdal

    https://www.ritzauinfo.dk/data/images/00623/3198b302-e7f3-429c-84f7-3cd7b398907f.jpg

    Kim Domdal er partner i Deloitte og rådgiver virksomheder om ledelse, HR og Performance Management.

    Læs hele pressemeddelelsen på Ritzau Info her:
    https://www.ritzauinfo.dk/release?releaseId=4828262

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **