PRM / Henne Kirkeby Kro vinder Årets ret med gris 2015

    Pressemeddelelse fra L&F

    Der lød et højt glædesbrøl fra publikum, da vinderen af Årets ret med gris 2015 blev afsløret på Hotel- og Restaurantskolen, og den stolte vinderkok fra Henne Kirkeby Kro kunne træde op på scenen.

    Den kun 25årige Mads Battefeld er souchef på Henne Kirkeby Kro, og sammen med kun en hjælper havde han kreeret vinderretten: Modnet svinenakke, grillet og glaseret, østers og muslinger, forskellige kål, Shanghai dumpling, Xian long bao fyldt med grisehale og bouillon.

    Det er en tydelig stolt vinder, der modtog titlen og vinderchecken på 30.000kr.

    -Jeg er virkelig glad lige nu. Undervejs var vi rigtigt pressede, så jeg var langt fra sikker på, om det var gået så godt. Vi er kun to med herovre, men de andre kokke var søde til at hjælpe. Selvom vi vist var de eneste, der startede med råt kød i dag, så nåede vi det – og med et godt resultat, siger Mads Battefeld smilende.

    For ham var det vigtigt, at retten virkelig smagte af svinekød, og at kødet fik lov til at stå klart igennem i de andre smagskomponenter.

    -Det var hele tiden min tanke, at man virkelig skulle smage grisen. Derfor ville jeg gerne have et stykke modnet svinenakke på ben. Det er ikke så let at skaffe, men det lykkedes heldigvis. Det har så modnet i halvanden måned, inden vi tilberedte det i dag, og jeg er rigtig tilfreds med retten, siger Mads Battefeld.

    Ingen tvivl hos dommerne

    Der var ingen tvivl hos det ti mand store dommerpanel, efter de havde smagt Henne Kirkeby Kros ret.

    -Det var helt klart den bedste ret. Der er mange elementer i retten, men samtidig er den så enkel, at alt bare skal sidde i skabet. Det gjorde det her. Et stykke grillet svinekød kan godt blive tørt, men det var saftigt og lækkert, siger chefkok Jakob de Neergaard, der var leder af dommerpanelet.

    Vinderkokken Mads Battefeld er glad for at arbejde med svinekød.

    -Svinekød eller gris kan bare meget. Det kan både være fedt og magert, men det er meget smagfuldt. Når man laver asiatisk inspireret mad, som vi har gjort her, er der ikke noget bedre end svinekød. Det passer perfekt til det, og er godt at arbejde med, siger han.

    På andenpladsen kom restaurant Lieffroy fra Nyborg, med retten: Langtidsstegt svinebryst. Grillet hjertesalat med vinaigrette, røget spæk og revet Gnalling. Krydret pølse med grisetæer og løg. Sauce med vadouvan, asier, hasselnød, stegte bløde løg, hvide bønner og confiteret citron.

    Tredjepladsen gik til Hotel & Restaurant Fru Larsen i Langå, med retten: Stegt grisehale med puffede flæskesvær. Bagte lilla rødder. Syltede tyttebær og peberrodscreme. Urteinfuseret grisesky med citronverbena og røget marv.

    Ud over æren får andenpladsen en check på 15.000 kr. og tredjepladsen 5.000 kr.

    Årets ret med gris er en tilbagevendende kokkekonkurrence. Den er organiseret af Landbrug & Fødevarer, og økonomisk støttet af Norma og Frode S. Jacobsens fond.

    For mere information:

    Lizzie Andersen, promotionchef i Landbrug & Fødevarer, tlf. 2724 5901, mail:liz@lf.dk

    Marie Grabow Westergaard, pressekonsulent i Landbrug & Fødevarer, tlf. 30178871, mail: mgw@lf.dk

    Link:

    Vinderetten fra Henne Kirkeby Kro. Vinder af Årets ret med Svin 2015. Foto Peter Prik Larsen

    Læs hele pressemeddelelsen på Ritzau Info her:
    https://www.ritzauinfo.dk/release?releaseId=4749825

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **