PRM / Bankfolk har årets bedste kantine

    Pressemeddelelse fra L&F

    Der er ikke spor af tørre tal i den mad køkkenchef Mads Præstmark og hans team serverer for gæsterne i banken SEB’s kantine.

    Det kunne juryen hurtigt se, da de var på uanmeldt besøg i SEB’s kantine i forbindelse med bedømmelsen til årets Kantinepris. Det, der mødte juryen, var en inspirerende buffet og rigtigt godt værtsskab.

    Det første man hæfter sig ved, ud over den spændende buffet er, hvor meget køkkenet er tilstede ved buffeten i SEB banks kantine. Det er helt tydeligt, at der bliver gjort meget ud af at forklare, hvad der bliver serveret og at gå i dialog om maden og måltidet
    , siger Andreas Buchave Jensen, chefkonsulent i Landbrug & Fødevare, og med i juryen til Kantineprisen.

    SEB’s kantine var en af fire nominerede til Kantineprisen 2015. Alle kantiner er blevet bedømt på en række kriterier fra spiseoplevelse, valg af råvarer til madmod og værtsskab. Desuden har de alle fået uanmeldt besøg, og det gjorde udslaget for Mads Præstmark og hans team.

    Vi havde igen i år et stærkt felt af nominerede, men efter at have besøgt Mads Præstmark og hans team i SEB bank, var vi ikke i tvivl. Deres engagement i maden, serveringen og mangfoldigheden i råvarer strålede igennem. Det var tydeligt, at selvom der kommer mellem 600 og 800 gæster i kantinen dagligt, så forsøger de at give hver enkelt en oplevelse med maden. De er de helt rigtige vindere af Kantineprisen 2015
    , siger Andreas Buchave Jensen.

    Ligesom at få en Michelin stjerne

    Det var en utrolig stolt køkkenchef der blev hyldet som vinder af Kantineprisen 2015 til erhvervets store festdag, Fødevaredagen, den 28. oktober på Docken i København.

    -Jeg er vildt glad og dejligt overrasket lige nu. Det er ligesom at få en Michelin stjerne. Jeg har arbejdet på Michelin-restauranter før, og det her er jo Michelin for kantiner. Det betyder virkelig noget for mig, at være Danmarks bedste kantine, siger Mads Præstmark.

    Han håber på at kunne bruge prisen til at få rykket ved nogle fordomme om kantinemad.

    -Den her pris skal bruges aktivt. Jeg har rigtig længe ville skabe noget opmærksomhed omkring den gode mad, vi rent faktisk laver ude i kantinerne. Der er så mange fordomme om kantinemad, at det er kedeligt og traditionelt, og det passer ikke. Der bliver lavet inspirerende og god mad derude. Jeg håber, jeg som vinder af Kantineprisen 2015, kan give den debat et skub, siger Mads Præstmark.

    Kantineprisen bliver uddelt af Landbrug & Fødevarer en gang årligt. Prisen blev stiftet i 2004 og det er 12. gang den uddeles.

    For yderligere information

    Se www.kantineprisen.dk eller kontakt:

    Andreas Buchhave Jensen, chefkonsulent i Landbrug & Fødevarer tlf: 2896 0830 ,mail: anbj@lf.dk Marie Grabow Westergaard, pressekonsulent i Landbrug & Fødevarer, tlf. 30178871, mail: mgw@lf.dk

    Link:

    Kantineprisvinder 2015 Mads Præstmark. Foto Carsten Andersen

    Læs hele pressemeddelelsen på Ritzau Info her:
    https://www.ritzauinfo.dk/release?releaseId=4723324

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **