PRM / Supertilgængeligt sport, ferie og konferencecenter vil udfordre dansk byggeri

    Pressemeddelelse fra Muskelsvindfonden

    Sammen med landets største fonde har Muskelsvindfonden finansieret nybyggeriet af Musholm Ferie, Sport og Konference ved Korsør, der torsdag d. 1 oktober blev indviet.

    Det ny Musholm Ferie, Sport og Konference er universelt designet, så mennesker med handicap uden problemer kan holde ferie, deltage i konferencer og dyrke sport og motion.

    Tilgængeligheden er så indarbejdet i husets design og arkitektur, at man kun bemærker den, hvis man har brug for den. Loftslifte er skjult, hæve-sænke-sengene ligner traditionelle hotelsenge, lyskontakter er sorte til hjælp for de svagtseende, døre og gardiner kan styres med smartphoneteknologi, og klatrevæggene kan bruges af kørestolsbrugere.

    Nybyggeriet består af en ikonisk multihal samt 24 universelt designede hotelværelser. Det er tegnet af AArt Architects og tiltrækker sig allerede opmærksomhed fra både arkitekt-interesserede samt den tyske og danske turismebranche.

    “Musholms løsninger inden for tilgængelighed skal inspirere. God tilgængelighed behøver ikke være dyrt og grimt. God tilgængelighed hjælper alle – ikke bare mennesker med handicap, men også de lave, de høje, børnene, dem med barnevognen og den ældre, der ikke går godt længere. Den tankegang bør alle tage til sig, ” siger Henrik Ib Jørgensen, direktør i Muskelsvindfonden og for Musholm, der er en socialøkonomisk virksomhed, hvor al overskud geninvesteres i formålet – at skabe tilgængelige ferieoplevelser.

    Til torsdagens indvielse, hvor Chris Minh Doky og stjerner som Christopher og Burhan G. underholdte, talte Muskelsvindfondens formand Evald Krog om, hvordan det er at se sin drøm blive til virkelighed:

    “Og nu står vi så her. Omgivet af folk, der har troet på os. Arbejdsmarkedets Feriefond har troet på os. RealDania har troet på os. Slagelse Kommune har troet på os. A. P. Møller & Hustru Chastine McKinney Møllers Fond til Almene Formaal har troet på os. Dette er et stort skridt ind i fremtiden for mennesker med handicap, og vi håber resten af Danmark vil følge med.”

    Frikøbte pressebilleder og mere info:
    http://www.musholm.dk/indvielsen/presserum/

    Ifølge Dansk Industri kan et øget fokus på tilgængeligheds-turisme styrke Danmarks gennemslagskraft i lande som Tyskland, Norge, Sverige, Holland og Finland, der i alt har 10 mio. borgere med handicap, og 33 mio. ældre borgere, som i stigende grad ligeledes stiller krav om tilgængelighed i bred forstand, men gerne vil ud og opleve verden.

    Særlige features på Musholm
    Multihal bygget til kørestolssportsgrene, konferencer med teleslynger, koncerter
    Lydinstallationer som retningsangivere
    Snoezelrum/biograf
    Svævebane og klatrevæg – også for kørestole
    Specialdesignede toiletter til forskellige behov
    Fitnesslokale med løbebånd til gangbesværede
    Mulighed for at styre værelsets lås/lys/varme via mobil
    Wayfinding vha. farve, piktogrammer og ledeelementer
    100m oplevelsesrampe til sky lounge
    Tilgængelig badebro

    Musholm-byggeriet er støttet af Arbejdsmarkedets Feriefond, A. P. Møller & Hustru Chastine McKinney Møllers Fond til Almene Formaal, Realdania, Slagelse kommune og Muskelsvindfonden


    For yderligere info

    Kommunikationschef i Muskelsvindfonden
    Jamilla Sophie Alvi
    Tlf. 22 65 24 99
    soal@muskelsvindfonden.dk

    For information om Musholm:

    Direktør Musholm
    Henrik Ib Jørgensen
    Tlf. 22 65 24 25
    hib@muskelsvindfonden.dk

    www.musholm.dk

    Link:

    Læs hele pressemeddelelsen på Ritzau Info her:
    https://www.ritzauinfo.dk/release?releaseId=4541485

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **