Pressemeddelelse fra Mission Øst
Mandag morgen angreb hundredvis af Taliban-krigere den strategisk vigtige storby Kunduz i det nordlige Afghanistan og indtog sygehus, politistation og befriede hundredvis af islamistiske fanger fra byens fængsel. Kunduz er hovedstad i provinsen af samme navn.
Tirsdag morgen gennemførte USA luftangreb mod Taliban i udkanten af Kunduz. Angrebet støtter de afghanske regeringsstyrkers modoffensiv for at generobre provinshovedstaden. De afghanske styrker melder, at de nu har generobret provinsens politihovedkvarter og fængsel.
Den danske hjælpeorganisation Mission Øst arbejder tæt på Kunduz og holder lav profil for ikke at blive fanget i krydsild mellem de stridende parter. Mission Øst har oprettet to krisestyringsteam – et i Afghanistan og et i operationshovedkvarteret i Bruxelles. Der er for øjeblikket ingen danske medarbejdere i området.
Mission Øst opretter vandsystemer, bygger fremkommelige veje og støtter bæredygtigt landbrug i området. Samtidig trænes befolkningen i at dyrke jorden med hårdføre afgrøder og i at håndtere og forebygge naturkatastrofer. Kvinder trænes i at oprette små virksomheder. Mission Østs indsats modvirker fattigdom og er indirekte med til at forebygge konflikter i lokale landsbyer.
Mission Øst er den største enkeltstående hjælpeorganisation i Afghanistan og arbejder i provinserne Baghlan, Takhar og Badhakshan.
Læge og generalsekretær i Mission Øst Kim Hartzner kender området indgående, og da han er i Danmark for øjeblikket stiller han gerne op til interview og svarer på spørgsmål om Mission Østs engagement i Afghanistan.
Mission Øst er en dansk hjælpeorganisation, der yder akut nødhjælp og langsigtet udviklingshjælp i Østeuropa og Asien. Mission Øst hjælper årligt flere hundrede tusinde nødlidende i Afghanistan, Armenien, Burma, Irak, Nepal, Nordkorea, Rumænien, Syrien og Tadsjikistan. Mission Øst er støttet af Danida, de norske og tyske Udenrigsministerier samt EU og FN.
Læs hele pressemeddelelsen på Ritzau Info her:
https://www.ritzauinfo.dk/release?releaseId=4559627
** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **








