Pressemeddelelse fra Det Kongelige Teater
Kulturforbruget er under forandring – vi har ikke længere et tydeligt dannelsesideal som tidligere. Derfor er der et behov for at kulturinstitutionerne bliver klogere på publikum, så der både er blik for kernekulturforbrugeren samtidig med at nye publikumsgrupper opdyrkes.
Dette projekt forsøger med publikumsoplevelsen som afsæt at undersøge scenekunstens relevans for et nutidigt publikum.
– Vi slipper den kvantitative analyse for en stund, og fordyber os i at sætte ord på det, der som regel blot er en mavefornemmelse hos publikum. Det vi mangler ord for. Hvad er det ved den kunstneriske oplevelse og rammen omkring den, der gør kulturoplevelsen til noget særligt?, siger projektets to kulturforskere Nina Gram og Anna Lawaetz.
At tage afsæt i sansningen er en udfordring, der bygger videre på et spirende felt indenfor publikumsanalyse, men som samtidig kræver, at der opfindes og afprøves nye metoder – og det kommer til at involvere udvalgte publikummer de kommende år.
En værktøjskasse til gavn for dansk scenekunst
Udover konkret viden om publikums oplevelse og motivation er ambitionen at ende op med en værktøjskasse, der kan bruges bredt i dansk og international sammenhæng, når man gerne vil blive klogere på sit publikum. Derfor har projektet allerede en række internationale samarbejdsrelationer, og er i løbende dialog med det danske scenekunstmiljø, der inviteres til aktivt at deltage i projektet. Refleksioner og resultater formidles løbende på bloggen:
– Med input fra både små og store teatre i Danmark og internationalt kan dette projekt give ny viden om publikum til gavn for hele den danske scenekunstbranche, siger chef for kulturområdet Mette Marcus fra Bikubenfonden, der støtter projektet.
Initiativtager og chef for Strategisk Analyse på Det Kongelige Teater, Christina Østerby, forklarer, at Det Kongelige Teater allerede har en stor mængde kvantitativ data om publikums adfærd.
– Med dette projekt kan den viden kombineres med et kvalitativt fokus på selve oplevelsen af at gå i teatret, og dermed når vi et mere fyldestgørende billede af, hvad publikum gør, og hvorfor de gør det. Den viden er vigtig for den samlede kulturinstitution, så det bliver ved med at være relevant for mange forskellige målgrupper at opsøge scenekunstneriske oplevelser.
For yderligere information om projektet kontakt:
Christina Østerby /2551 7904 / CHOS@kglteater.dk
Link:
Læs hele pressemeddelelsen på Ritzau Info her:
https://www.ritzauinfo.dk/release?releaseId=4501604
** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **










