Pressemeddelelse fra Deloitte
København, 8. september 2015
Lige nu er tusindvis af danske studerende på vej ud i verden for at tage et semester eller to i udlandet. Opholdet kan dog hurtigt ende i administrativt bøvl, hvis man ikke sætter sig ind i skattereglerne, advarer skatteekspert i Deloitte Richardt Tabori Kraft.
“At læse et semester i udlandet er for de fleste en fantastisk oplevelse, men kræver altså en del forberedelse, også i skattemæssig forstand. Ligesom der gælder særlige regler for SU’en, skal man også være ekstra opmærksom, hvis man f.eks. finder et fritidsarbejde i udlandet eller beslutter sig for at udleje sin bolig, mens man er væk, da det har nogle skattemæssige konsekvenser,” siger han.
Danmark har indgået en lang række dobbeltbeskatningsaftaler for at sikre, at stipendier som SU kun beskattes herhjemme. Alligevel er der god grund til at være ekstra på vagt.
“Danmark har eksempelvis ingen dobbeltbeskatningsaftale med lande som Frankrig og Spanien, så her kan man være skattepligtig begge steder. I værste fald medfører det, at SU’en beskattes to gange,” siger Richardt Tabori Kraft.
Ud over udfordringerne med SU skal man være særligt opmærksom, hvis man har tænkt sig at tjene penge i udlandet.
“Finder man et fritidsarbejde i studielandet, hvilket en del jo gør, vil lønnen normalt blive beskattet i studielandet. Er man samtidig fuldt skattepligtig i Danmark, skal man også betale skat til Danmark. Igen er det dobbeltbeskatningsaftalerne, der suverænt regulerer, hvilket land, der har beskatningsretten til indkomsten, og hvordan dobbeltbeskatning undgås” siger Richardt Tabori Kraft.
Der er med andre ord god grund til at sætte sig ind i skattereglerne, hvis man vil undgå at løbe ind i problemer, mener Richardt Tabori Kraft:
“Det er langt sjovere at tale med de danske skattemyndigheder i ro og mag end at stå på et kommunekontor langt væk hjemmefra og udfylde blanketter på et sprog, man måske ikke engang forstår. Forberedelse betaler sig altid.”
Link:
Richardt Tabori Kraft
DeloitteHuset Weidekampsgade 6 København
Richardt Tabori Kraft er partner i Deloitte og ekspert i personskat.
Læs hele pressemeddelelsen på Ritzau Info her:
https://www.ritzauinfo.dk/release?releaseId=4395884
** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **










