Lind Invest ApS erstatter det konkurrerende overtagelsestilbud til alle aktionærer i Mols-Linien A/S med et frivilligt købstilbud til kurs 44 til alle minoritetsaktionærer.

    Pressemeddelelse fra Lind Invest ApS

    Tilbagekaldelsen af overtagelsestilbuddet forudsætter, at Finanstilsynet meddeler Lind Invest dispensation fra pligten til at offentliggøre et frivilligt overtagelsestilbud i henhold til værdipapirhandelslovens regler. Lind Invest er i dialog med Finanstilsynet herom.

    Lind Invests beslutning om at tilbagekalde det konkurrerende overtagelsestilbud sker som følge af storaktionærmeddelelsen offentliggjort af Polaris den 21. august 2015, hvoraf det fremgår, at Polaris nu besidder 76,18% af aktierne i Mols-Linien A/S. På den baggrund vurderer Lind Invest, at det ikke længere er muligt at opnå kontrol med Mols-Linien A/S.

    Såfremt Lind Invest opnår Finanstilsynets dispensation, vil det nye frivillige købstilbud blive fremsat med en pris på 44 kr. kontant pr. aktie til alle aktionærer i Mols-Linien A/S med undtagelse af Polaris (sådanne aktionærer herefter benævnt “Minoritetsaktionærerne”). Lind Invest ønsker med købstilbuddet at opnå en samlet ejerandel på minimum 10%, og gennemførelsen af det frivillige købstilbud til Minoritetsaktionærerne vil være betinget heraf.

    Lind Invest agter at tilrettelægge tilbudsperioden således, at Minoritetsaktionærer, der accepterer det frivillige købstilbud, får mulighed for at acceptere det pligtmæssige købstilbud fremsat af Polaris, såfremt betingelserne for det frivillige købstilbud fra Lind Invest ikke måtte blive opfyldt, og købstilbuddet derfor ikke gennemført.

    Udtalelse fra Lind Invest

    “Vi ejer på nuværende tidspunkt knap 5% af aktierne i Mols-Linien A/S og ønsker at være en del af den fremtidige ejerstruktur i selskabet som en væsentlig minoritetsaktionær. Lind Invest har på denne baggrund besluttet at fremsætte et frivilligt købstilbud på alle aktier, som ikke er ejet af Polaris. Købstilbuddet giver samtidig de aktionærer i Mols-Linien A/S, som måtte ønske at sælge, muligheden for at sælge til en pris, der er 10% højere end tilbudskursen i det pligtmæssige tilbud fra Polaris,”
    udtaler Henrik Lind, administrerende direktør i Lind Invest.

    Lind Invest forventer at offentliggøre et tilbudsdokument, der indeholder de nærmere vilkår for det frivillige købstilbud hurtigst muligt og senest den 7. september 2015. Det frivillige købstilbud fra Lind Invest vil ikke være undergivet reglerne i bekendtgørelse om overtagelsestilbud, og købstilbuddet fra Lind Invest vil derfor ikke give Minoritetsaktionærerne adgang til at tilbagekalde allerede til Polaris afgivne accepter.

    For yderligere information henvises til Henrik Lind, administrerende direktør i Lind Invest ApS.



    Om Lind Invest

    Lind Invest er et uafhængigt holdingselskab med base i Aarhus. Vi foretager investering i selskaber – børsnoterede som unoterede – og skaber værdi via aktivt ejerskab og med stort fokus på værdiskabelse og transparens. Vi fokuserer på at skabe langsigtede relationer til alle interessenter og på at have en lang investeringshorisont. Investeringerne foretages efter en klart defineret strategi, og styringen af investeringerne baseres på en stram risikopolitik og -styring. Alle investeringer sker for egen risiko og med egne midler.

    —oo0oo—

    Denne meddelelse er udarbejdet i henhold til dansk lovgivning. Denne meddelelse er ikke rettet mod aktionærer i Mols-Linien A/S (“Aktionærer”), hvis deltagelse i det frivillige købstilbud vedrørende aktierne i Mols-Linien A/S kræver udsendelse af et tilbudsdokument, registrering eller andre foranstaltninger, bortset fra hvad der kræves i henhold til dansk ret. Købstilbuddets tilgængelighed for Aktionærer, der ikke er bosiddende i Danmark, kan være påvirket af lovgivningen i de relevante jurisdiktioner, hvor de er bosiddende. Personer, som ikke er bosiddende i Danmark, bør gøre sig bekendt med og overholde eventuelle gældende krav. Købstilbuddet fremsættes hverken direkte eller indirekte til Aktionærer, der er bosiddende i en jurisdiktion, hvor fremsættelse af købstilbuddet eller accept heraf ville stride mod lovgivningen i den pågældende jurisdiktion.

    Denne meddelelse udgør ikke et tilbud om eller en opfordring til at sælge, købe eller tegne aktier i Mols-Linien A/S eller en opfordring til at tilbyde at købe aktier eller opfordring til at afgive stemme eller godkendelse i nogen jurisdiktion i henhold til købstilbuddet eller på anden måde.

    Der offentliggøres et særskilt tilbudsdokument vedrørende købstilbuddet. Købstilbuddet fremsættes udelukkende ved hjælp af tilbudsdokumentet, som indeholder de fuldstændige vilkår og betingelser for købstilbuddet, herunder oplysninger om hvordan købstilbuddet kan accepteres.

    Link:

    Meddelelse fra Lind Invest – 27082015.pdf

    https://www.ritzauinfo.dk/data/attachments/00941/57bcf171-0509-44ab-9170-147aa7ef6e81.pdf

    Læs hele pressemeddelelsen på Ritzau Info her:
    https://www.ritzauinfo.dk/release?releaseId=4342340

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **