Vigtigt med kritisk lys på EU-regler

    Pressemeddelelse fra L&F

    Karen Hækkerup, administrerende direktør i Landbrug & Fødevarer, roser Eva Kjer Hansen for at sikre fuld åbenhed om arbejdet med nye love og bekendtgørelser i Miljø- og Fødevareministeriet.

    – Vi har kæmpet længe for, at det skal frem i lyset, hvis danske regler er strammere end EU’s krav. Sådan bliver det nu på miljø- og fødevareområdet, og det skal ministeren have ros for, siger Karen Hækkerup.

    Eva Kjer Hansen skriver, at hun fra i dag sikre fuld åbenhed om, hvornår ministeriets love og bekendtgørelser er baseret direkte på EU-krav, og hvornår de danske regler går videre end krævet af EU. Hvis de danske regler er mere vidtgående, så vil konsekvenserne fremgå.

    – Jeg er overbevist om, at initiativet vil føre til mere fokus på, at danske virksomheder skal have samme vilkår som deres konkurrenter i andre EU-lande, samtidig med, at vi overholder EU-reglerne, siger Karen Hækkerup.

    I daglige tale kaldes det overimplementering, når danske regler går videre end EU’s krav. Overimplementering koster hvert år den danske fødevareklynge mindst 2,9-4,6 mia. kr. viser beregninger fra Landbrug & Fødevarer. Størstedelen af byrden bæres af landmændene.

    – Hver gang, en EU-regel bliver overimplementeret i Danmark, koster det på vores evne til at konkurrere. Derfor er det fremragende, at embedsmændene nu skal argumentere for, hvorfor de synes, vi i Danmark skal overimplementere og, hvad konsekvenserne vil blive. Jeg tror, det vil føre til mindre overimplementering, siger Karen Hækkerup.

    Hun tilføjer, at 9 ud af 10 EU-regler, som implementeres i Danmark, bliver udformet som bekendtgørelser i ministerierne uden at komme til behandling i Folketinget.

    Læs hele pressemeddelelsen på Ritzau Info her:
    https://www.ritzauinfo.dk/release?releaseId=4301788

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **