Pressemeddelelse fra Deloitte
København, 17. august 2015
Brasilien er for længst blevet udnævnt til at være en af verdens vigtigste vækstøkonomier. Alligevel kæmper landet lige nu imod faldende forbrug og stigende arbejdsløshed. Det viser Deloittes seneste analyse af den globale økonomi.
“2015 bliver ikke et godt år for Brasilien. I et forsøg på at skabe balance i økonomien har regeringen reduceret det offentlige forbrug. Det har medført stigende inflation og faldende indenlandsk efterspørgsel samt en arbejdsløshed, der siden slutningen af 2014 har været støt stigende,” siger partner i Deloitte Hans Henrik Pontoppidan.
Et enkelt lyspunkt i den brasilianske økonomi er eksporten af landbrugsvarer, råvarer og olie, der er steget moderat. Stigningen er dog langt fra stor nok til at bremse tilbagegangen, mener Hans Henrik Pontoppidan:
“Den brasilianske økonomi har nydt godt af stigende kaffepriser samt øget eksport af råvarer og olie. Til gengæld ser vi betydelige fald i både den industrielle produktion og service-sektoren, som tilsammen er med til at hive bruttonationalproduktet ned. End ikke den svage valuta, som burde gøre landet konkurrencedygtigt, har kunnet holde produktionen oppe. Det vidner om, at hele den brasilianske fremstillingssektor er i dyb, dyb krise,” siger han.
Dermed ser 2015 ud til at blive et veritabelt annus horribilis for det sydamerikanske land.
“Brasilien lider lige nu af en ekstremt farlig cocktail af faldende forbrug, faldende eksport, faldende investeringer og stigende arbejdsløshed. Hvis prognoserne holder stik, kommer landet ud af 2015 med et fald i bruttonationalproduktet på 1,3 pct. Det er det dårligste resultat i 25 år,” siger Hans Henrik Pontoppidan.
Om Global Economic Outlook:
Deloittes “Global Economic Outlook” giver hvert kvartal et overblik over den økonomiske udvikling på de vigtigste verdensmarkeder, herunder Brasilien, Rusland, Indien og Kina, Europa, Japan og USA.
Download analysen her:
Link:
Hans Henrik Pontoppidan
DeloitteHuset Weidekampsgade 6 København
Hans Henrik Pontoppidan er partner i Deloitte, hvor han gennemfører danske og internationale virksomhedshandler. Han sidder samtidig i bestyrelsen for Denmark China Business Forum.
Læs hele pressemeddelelsen på Ritzau Info her:
https://www.ritzauinfo.dk/release?releaseId=4276638
** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **










