Deloittes Kina-ekspert kommenterer den seneste devaluering

    Pressemeddelelse fra Deloitte

    Den kinesiske centralbank har netop nedskrevet værdien af yuan med yderligere 1,1 pct. – den tredje devaluering på en uge. Kina har ellers bevidst forsøgt at styrke sin valuta for at begynde transitionen mod en moderne forbrugerøkonomi. Men overgangen er svær, og frygten for en økonomisk nedtur er stor.

    “I 2015 har Kina bevidst sat en dæmper på væksten for at koncentrere sig om det indenlandske forbrug. I maj faldt eksporten til Europa således med 6,9 pct. i forhold til sidste år, mens importen tilsvarende tog et dyk på hele 17,6 pct.,” siger partner i Deloitte og Kina-ekspert Hans Henrik Pontoppidan.

    Kina har længe haft et ønske om at gå fra produktionsfabrik til moderne forbrugerøkonomi, men omstillingen er ikke uden problemer.

    “Så sent som i maj måned meddelte den Internationale Valutafond, IMF, at Kinas valuta ikke længere er undervurderet, hvilket har medført en stigende yuan, som igen har medført en faldende eksport til eksempelvis Europa. De tre devalueringer, vi netop har set, viser dog, at omstillingen er svær, og at den kinesiske centralbank har været under pres for ikke at sætte eksporten over styr,” siger Hans Henrik Pontoppidan.

    Omstillingen til forbrugersamfund er dog på vej, devaluering eller ej. Samtidig opfordrer den kinesiske stat både private og statslige selskaber til at gennemføre opkøb uden for Kinas grænser.

    “Lige nu investerer kinesiske selskaber massivt i udlandet, særligt i Asien, Afrika og Sydamerika, hvor væksten generelt er højt. Samtidig deltager kineserne også i store infrastrukturprojekter i udlandet mod eksempelvis at få adgang til olie. Der er ingen tvivl om, at det kinesiske samfund er inde i en massiv udviklingsproces. Der vil dog være flere skvulp på vejen, som dem vi ser lige nu,” siger Hans Henrik Pontoppidan.

    Link:

    Hans Henrik Pontoppidan

    Hans Henrik Pontoppidan er partner i Deloitte, hvor han gennemfører danske og internationale virksomhedshandler. Han sidder samtidig i bestyrelsen for Denmark China Business Forum.

    Læs hele pressemeddelelsen på Ritzau Info her:
    https://www.ritzauinfo.dk/release?releaseId=4283189

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **