Mission Øst støtter traumatiserede kvinder og børn i Sinjar

    Pressemeddelelse fra Mission Øst

    Lørdag den 8. august er det præcis et år siden, en militær koalition angreb Islamisk Stat i Sinjar og skabte en korridor, så kurdiske styrker kunne befri tusindvis af yezidier, der var flygtet op på Sinjar-bjerget fra IS-krigernes brutalitet. Over 300.000 yezidier flygtede fra Sinjar by, da IS angreb og overtog byen den 3. august. De fleste af Sinjar-områdets befolkning på 500.000 yezidier flygtede over bjergene. Omkring 50.000 flygtede op på Sinjar-bjerget, hvor de var fanget en uge, inden de kunne flygte videre.

    De flygtede fra brutale IS-krigere, der myrdede mænd, voldtog kvinder og bortførte unge piger som sex-slaver. Gravide og ældre, samt personer med handicap blev efterladt i vildmarken for at dø. Ifølge yezidi-forsker Matthew Barber fra University of Chicago blev 5.000 mænd dræbt og 7.000 personer bortført ved angrebet – de fleste kvinder og børn. Sinjar-massakren sendte ifølge forskeren 300.000 yezidier på flugt på en enkelt dag.

    Grusomme øjenvidneskildringer

    Overlevende blev vidner til de mest brutale overgreb. De fordrevne yezidier har fortalt den ene grusomme historie efter den anden til medarbejdere i den danske hjælpeorganisation Mission Øst, der har hjulpet i alt 42.000 fordrevne i Nordirak i det forløbne år.

    En familiefar flygtede med sin familie op ad Sinjar-bjerget, men hans bror og fætter kom ikke med, fordi de ville føre fårene i sikkerhed. IS fangede og dræbte dem begge. En far og hans søn stod i en gruppe på 70 mænd, der blev mejet ned af IS. De overlevede mirakuløst ved at ligge musestille under bunken af lig. En mor så IS-krigere fange og bortføre hendes datter på ladet af en lastbil sammen med 25 andre teenagepiger. Mission Øst mødte også børn, hvis forældre blev skudt af IS-krigere, mens de lå og sov. De grufulde beretninger bekræftes af FN, der ikke tøver med at kalde IS’ overgreb for folkemord og forbrydelser mod menneskeheden.

    Risiko for flere overgreb

    – Jeg blev rystet, da jeg hørte de fordrevnes horrible beretninger. Det var næsten ikke til at rumme. De er dybt traumatiserede, fortæller Mission Østs generalsekretær Kim Hartzner, der deltog i nødhjælpsuddelinger tre gange over vinteren.

    I dag er Sinjar-området delvis befriet, og de befriede områder er nu beboet af de yezidier, der blev holdt fanget af ISeller af fordrevne, der er vendt tilbage.

    – Disse familier – især kvinderne og børnene – er i en særdeles sårbar situation. Som i alle skrøbelige lande risikerer kvinderne fortsatte overgreb, og børn uden opsyn kan nemt blive offer for skrupelløse menneskehandlere, siger Kim Hartzner.

    Psykisk og praktisk støtte

    Derfor er Mission Øst til stede med såkaldt “psykosocial støtte” til kvinder og børn. Det går ud på at beskytte og forbedre de fordrevnes psykiske og sociale tilstand i en nødsituation. I Sinjar-området oprettes et kvindecenter, hvor kvinder kan få hjælp til at bearbejde deres traumer, så de om muligt kan genoptage en almindelig hverdag.

    I forbindelse med kvindecentret oprettes et “børnevenligt område”, hvor børn trygt kan deltage i børneklubber, hvor de leger, lærer og deltager i hobbyaktiviteter, for at også de kan vende tilbage til det liv, ethvert barn bør have.

    To lignende kvindecentre med tilhørende børneklubber i “børnevenlige områder” er oprettet i Kurdistan, hvor de fleste yezidier flygtede hen, og mange nu opholder sig i telte eller ufærdige betonbygninger uden for FN’s flygtningelejre. Centre og børneklubber er oprettet i eksisterende offentlige bygninger eller store telte, hvor lokale medarbejdere er oplært som ledere og rådgivere.

    Praktisk hjælp til Sinjar

    Mission Øst giver også praktisk hjælp i form af dunke til transport og opbevaring af drikkevand, samt hygiejneartikler til øget velvære og bedre sanitære forhold. Det drejer sig om alt fra opvaskemiddel og sæbe til tandbørster og negleklippere. Samtidig uddeles byggematerialer og værktøj til at bygge læ for sol og regn, tæpper til at dække sig med, samt soldrevne lamper til at øge sikkerheden om natten.

    – Vi stopper ikke på halvvejen, men fortsætter ufortrødent vort hjælpearbejde blandt de fordrevne yezidier, kristne og shiamuslimer i Nordirak. Her et år efter Sinjar-massakren er hjælpen gået ind i en ny fase, hvor kvinder får hjælp til at genoptage en almindelig hverdag og børn får bearbejdet deres følelser, så de ikke vokser op som frustrerede unge. Som læge ved jeg hvor vigtig denne fase af hjælpearbejdet er, pointerer Kim Hartzner.

    Link:

    – Et år efter Sinjar-massakren er hjælpen gået ind i en ny fase, hvor kvinder får hjælp til at genoptage en almindelig hverdag og børn får bearbejdet deres følelser, fortæller generalsekretær Kim Hartzner, der her står med et yezidi-barn ved et af Mission Østs nødhjælpsuddelinger i Nordirak. Foto: Mission Øst.

    Der oprettes “børnevenlige områder”, hvor børn trygt kan deltage i børneklubber, hvor de leger, lærer og deltager i hobbyaktiviteter, for at også de kan vende tilbage til det liv, ethvert barn bør have. Foto: Mission Øst.

    Kvinder og børn er dybt traumatiserede. Derfor er Mission Øst til stede med “psykosocial støtte”, der beskytter og forbedrer de fordrevnes psykiske og sociale tilstand i en nødsituation. Foto: Mission Øst.

    Mission Øst er en dansk hjælpeorganisation, der yder akut nødhjælp og langsigtet udviklingshjælp i Østeuropa og Asien. Mission Øst hjælper årligt flere hundrede tusinde nødlidende i Afghanistan, Armenien, Burma, Irak, Nepal, Nordkorea, Rumænien og Tadsjikistan. Mission Øst er støttet af Danida, de norske og tyske Udenrigsministerier samt EU og FN.

    Læs hele pressemeddelelsen på Ritzau Info her:
    https://www.ritzauinfo.dk/release?releaseId=4258406

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **