Danskerne overlader gerne kreditkortet til tjeneren på Mallorca

    Pressemeddelelse fra Deloitte

    København, 20. juli 2015

    “Maskinen står lige ude bagved”. Den sætning har hver femte dansker hørt under ferien, når de har skullet betale for enten mad, tøj, hotelregning eller andre rejsefornødenheder. Selv om det kan være farligt at slippe kreditkortet af syne, protesterer mindre end hver tiende af os, når det sker. Det viser en ny undersøgelse foretaget af Epinion for Deloitte.

    “Der er ingen tvivl om, at det er en dårlig ide at give sit kreditkort til en tjener eller en ekspedient, der tager det med ud i baglokalet for at gennemføre betalingen. Det tager kun få sekunder at kopiere oplysningerne på kortet. Med dem i hånden kan man frit bruge løs på for eksempel internettet, indtil enten banken eller ejeren selv opdager, at der er noget galt,” siger partner i Deloitte Kim Schlyter, der er ekspert i datasikkerhed.

    20 procent af danskerne svarer, at de har været udsat for, at tjeneren har fjernet kreditkortet fra deres synsfelt under ferien. Heraf siger kun 8 procent, at de protesterede, mens 19 procent siger, at de gik med. Hele 72 procent gjorde ingenting.

    “Når man sidder midt i sangriaen og slår mave, kan man let komme til at sænke paraderne. Måske synes man også, at det er pinligt at protestere, hvis tjeneren har været flink undervejs og fyldt ekstra i glassene. Men der er altså grund til at være på vagt selv under de varme himmelstrøg,” siger Kim Schlyter.

    Kim Schlyter har tre gode råd til danskere, der tager kreditkortet med på sommerferie:

    “Skriv aldrig din pinkode på en seddel og læg den ned i pungen. Slip aldrig kreditkortet af syne, når du bruger det til at betale. Og tjek så vidt muligt dine kontoudtog løbende, så du sikrer dig, at der ikke pludselig fremkommer poster, der ikke skulle have været der,” siger han.

    Tallene er baseret på i alt 1007 interview med repræsentativt udvalgte danskere på 18 år og derover. Undersøgelsen er gennemført af Epinion for Deloitte.

    Link:

    Kim Schlyter

    https://www.ritzauinfo.dk/data/images/00706/3626860e-86a2-4a67-bfc8-eeb7247708f1.jpg

    Kim Schlyter er partner i Deloitte og ekspert i data-, it- og cybersikkerhed.

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **