Årets otte økologiske Food Fighters er fundet

    Pressemeddelelse fra L&F

    De netop udvalgte økologiske Food Fighters 2015 har i hvert fald en ting til fælles – de er alle kommende madprofessionelle. Ellers repræsenterer de så forskellige uddannelsesretninger som ernæringsassistent, slagter, kok, professionsbachelor i global nutrition and health og professionsbachelor i ernæring og sundhed. Og så kommer de fra hele landet, så både Århus, Kalundborg, Herlev, Holstebro og København er repræsenteret i gruppen af Food Fighters.

    -Jeg tror, vi har fået udvalgt otte rigtige gode økologiske Food Fighters, selvom det var svært. Vi har igen i år modtaget nogle virkelig gode ansøgninger, men jeg synes, vi rammer de forskellige fødevareuddannelser bredt med de otte udvalgte, siger Marie Haahr Jensen, konsulent i Landbrug & Fødevarer og projektleder på Food Fighters.

    I løbet af uge 35 rejser Food Fighterne landet tyndt for at besøge forskellige økologiske produktioner. Undervejs skal de otte deltagere løse forskellige opgaver ved at bruge og forholde sig til de ting de ser, både som gruppe og som enkeltpersoner.

    Vi giver de unge kommende madprofessionelle et unikt indblik i de problemstillinger, udfordring og muligheder, som økologien står overfor lige nu. Uanset om der produceres økologisk øl eller vin, kyllinger eller grøntsager eller om det handler om at få kunderne til at købe produkterne. Vi håber så samtidig, at de nye Food Fighters vil give deres bud på løsninger på de udfordringer de oplever, siger Marie Haahr Jensen.

    Når ugen er slut skal Food Fighterne desuden levere 10 konkrete ideer til, hvordan der kommer mere økologi ud på de danske køkkenborde.

    -Et af hovedformålene med de økologiske Food Fighters er at bringe økologien ind i bevidstheden hos de unge på fødevareuddannelserne generelt og at skabe et utraditionelt link mellem producenter og kommende madprofessionelle. Men målet er også at åbne vores øjne for nogle af de ting, vi ikke længere opdager og give os nye og gode ideer, siger Marie Haahr Jensen.

    Det er ottende gang at Landbrug & Fødevarer har Food Fighters på tur. Projektet startede i 2005.

    Årets otte udvalgte Food Fighters er:

    -Sofie Sommer Birch Bach-Andersen, kokkeelv, Aarhus

    -Marie Christiansen, slagterelev m. speciale i delikatesse, Aarhus

    -Daney Ísbjörg Helgadóttir, professionsbachelor i ernæring og sundhed, Aarhus

    -Siri Robinson,professionsbachelor i global nutrition and health, Aarhus

    – Camilla Stengaard Hansen, delikatessen-assistent, Kalundborg

    – Birthe Mølleskov, ernæringsassistent, Herlev

    – Nikolaj Rosenkilde Kølbæk, ernæringsassistent, Holstebro

    – Christian Præstholm, professionsbachelor i ernæring og sundhed, København

    Læs mere om Food Fighters på https://www.facebook.com/LF.FoodFighters

    Eller kontakt Marie Haahr Jensen på tlf.33394439,mail: mhje@lf.dk

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **