Ny mulighed for at tænke miljø

    Pressemeddelelse fra Dansk Retursystem

    Med den nye pantstation på Japanvej 21 i Slagelse nabo til Slagelse Megacenter kan du aflevere alle dine tomme engangsemballager i en stor pantsæk på en gang og bagefter få pengene direkte ind på kontoen efter 10 bankdage.

    Det er hurtigere, du kan aflevere alle former for engangsemballager og du slipper for fedtede fingre. Med andre ord: Det er nemt, hurtigt, og du gør noget godt for miljøet.

    Genanvendelse i høj kvalitet

    Dansk Retursystem A/S, der har udviklet pantstationen, har blandt andet gjort det for få endnu flere til at returnere de tomme emballager, så materialerne kan blive genanvendt til nye flasker og dåser i stedet for at ende på forbrændingsanlæggene eller i naturen.

    For brugte dåser og flasker er råvarer af høj kvalitet til at fremstille nye dåser og flasker eller andre fødevareemballager. Når Dansk Retursystem A/S har talt og sorteret de tomme dåser og flasker, sendes de videre til anlæg med speciale i at genanvende dem til nye. På den måde kommer aluminium, glas og plast tilbage til samme produktkæde i en form for lukket kredsløb igen og igen. Det sparer ressourcer og er godt for klimaet og miljøet. ‘Dåse til dåse’ og ‘flaske til flaske’ er den bedste form for håndtering af engangsemballager, og enhver emballage, der ikke kommer retur, er derfor tab af værdifulde råstoffer.

    Dansk Retursystem A/S er en privatejet, non-profit virksomhed, der har eneretten til at drive det danske pant- og retursystem. Vi er sat i verden for at indsamle tomme engangsflasker og dåser og sørge for at emballagerne bliver sendt videre til genanvendelse, så de brugte emballager kan blive smeltet om og fx blive til nye emballager. Det sker i tæt samarbejde med producenter, importører og mellemhandlere af pantbelagte drikkevarer, butikker, kontorer, restauranter, foreninger med mere, som sælger eller overdrager pantbelagte drikkevarer til forbrugeren. Og selvfølgelig borgerne, som afleverer de tomme dåser og flasker igen.

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **