Demensalliancen: Positivt med politisk fokus på demens

    Pressemeddelelse fra Demensalliancen

    Både regeringen og Venstre har netop lanceret hvert sit bud på fremtidens demensindsats. Og det øgede politiske fokus på demens bliver positivt modtaget i Demensalliancen, der tæller organisationerne FOA, Alzheimerforeningen, PenSam, Dansk Sygeplejeråd, og Ældre Sagen.

    “Danmark bør blive et foregangsland, når det handler om at skabe det bedst mulige liv for dem, der rammes af demens, og deres familier. De udspil vi ser i dag er positive og vigtige skridt på vejen. De kan sikre et bedre liv for de demente og et bedre arbejdsliv for medarbejderne, siger Karen Stæhr, formand for social og sundhedssektoren i FOA”.


    “En demensindsats fungerer bare ikke optimalt, når den er spredt ud over tre ministerier, fem regioner og 98 kommuner. Selv om mange gør det godt, er det et stort virvar, som borgerne ikke kan gennemskue. Der er netop brug for en national indsats på tværs af sektorer og specialer. En national indsats, hvor statsministeren sætter sig for bordenden og laver en national plan”, siger Nis Peter Nissen, direktør i Alzheimerforeningen”.


    Det er rigtigt positivt, at politikerne her midt i valgkampen erkender, at vi har en stor udfordring med demens nu og i fremtiden. Demens er en sygdom og ikke blot et udtryk for alderdom. Derfor er et vigtigt element i indsatsen at styrke kompetenceniveauet for alle medarbejdere på landets plejecentre, siger Grete Christensen, formand for Dansk Sygeplejeråd.


    “Der er behov for i højere grad at anerkende og støtte pårørende til mennesker med demens. Pårørende yder en kæmpe indsats, og det slider voldsomt på hele familien. Derfor er det vigtigt, at pårørende har adgang til viden og støtte. Det kan hjælpes på vej, hvis alle kommuner ansætter en pårørendekonsulent, der kan koordinere viden og støtteindsatser”, siger Ældre Sagens adm. direktør Bjarne Hastrup.

    Sammen om mål og retning for demensindsatsen i Danmark

    Et af Demensalliancens mål er netop at få skabt en ny national demensindsats, der skal sikre koordination og kvalitet af indsatsen for demenspatienter på tværs af sygdom, specialer og sektorer.

    Det er godt, at der nu er politisk enighed på begge fløje om, at Danmarks demenspatienter og deres pårørende har brug en samlet national plan og strategi, der kan give bedre behandling og støtte. Med dagens udmeldinger er der udsigt til efter valget at kunne opnå bred politisk enighed om en plan med konkrete mål og indsatser. Det glæder Demensalliancen, fordi demenspatienterne og menneskene omkring dem – både personale og pårørende – har brug for, at der bliver fulgt op på dagens positive udmeldinger.

    En kommende regering og alle partier kan lade sig inspirere af Demensalliancen visionspapir.

    Alliancen har opsat fire ambitiøse nationale 2025 mål for demensindsatsen i Danmark, der med dagens udmeldinger godt ser ud til at kunne samle partierne om en fælles demensindsats på tværs af partifarve. Demensalliancen har derudover rigtig mange forslag, der kan kigges seriøst på for at nå målene.

    Demensalliancen inviterer alle politiske partier ind til et politisk demenstopmøde i september. Demensalliancen vil meget gerne være med at sætte fælles mål og retning for den nye nationale demensindsats i Danmark.

    Foruden de fem stiftere af demensalliancen bidrager over 60 organisationer, virksomheder og fagpersoner i alliancens arbejde med konkrete demonstrationskoncepter, der skal forbedre livet for patienter og pårørende rundt om i landet. Demensalliancen har desuden taget initiativ til at skabe Danmarks første demensvenlige kommuner i efteråret 2015 sammen en række danske kommuner.

    Med venlig hilsen Demensalliancen

    Bjarne Hastrup
    Direktør, Ældre Sagen

    Karen Stæhr
    Sektorformand, FOA

    Grete Christensen
    Formand, Dansk Sygeplejeråd

    Helen Kobæk
    Adm. direktør, PenSam

    Nis Peter Nissen
    Direktør, Alzheimerforeningen

    Demensalliancen nationale 2025-mål

    Demensalliancen har lanceret fire ambitiøse, men realistiske 2025-mål for demensindsatsen i Danmark. Målene for 2025 er:

    1. FÆRRE PERSONER MED DEMENS OG FÆRRE LEVEÅR MED SVÆR DEMENS
    • Antallet af nye tilfælde af demenssygdom reduceres med 10% hvert år
    • Personer med demenssygdom lever mindst 10 % længere i faserne med “let demens” og “middelsvær demens”
    1. BEDRE UDREDNING OG BEHANDLING AF DEMENS
    • Alle med symptomer på demenssygdom tilbydes kvalificeret udredning. Mindst 75% af alle nye demenstilfælde har fået en demensdiagnose, hvoraf mindst 95% har fået stillet en specifik diagnose
    • Antallet af unødige indlæggelser af personer med demens reduceres med mindst 30%
    1. BEDRE LIV FOR PERSONER MED DEMENS OG PÅRØRENDE
    • Alle kommuner er erklæret demensvenlige kommuner
    • Alle nybyggede og eksisterende plejeboliger er demensindrettede og demenssikrede
    • Pårørende til personer med demens har adgang til den nødvendige viden og værktøjer
    1. MERE VIDEN OM DEMENS
    • Mindst 1% af Danmarks samlede omkostninger til demens anvendes til forskning i forebyggelse, bedre behandling og pleje af personer med demens
    • Alle ansatte, der arbejder med personer med demens, har viden om demenssygdom

    Læs mere om målene, koncepterne og visionen på www.demensalliancen.dk

    Hvis du er interesseret i forskellige historier og cases om demens, er du meget velkommen til at kontakte os for yderligere information ved at rette henvendelse til Demensalliancen, Jeppe Albers på 6171 0728, ja@bindslevas.dk

    Eller jon Kiellberg, Demensalliancen på tlf. 2762 9098.

    Direkte pressekontakt til organisationerne:

    Tom Nervil, Ældre Sagen, Tlf, 2926 7109

    Jon Fiala Bjerre, Tlf. 3341 0416

    Anne Meier, FOA Tlf. 2014 4958

    Søren Dijohn, PenSam, 45 6122 2998

    Mads Krøll Kristensen, Dansk Sygepleråd, tlf. 2943 8425

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **