Pressemeddelelse fra BØRNEfonden
For første gang i fire år aflægger BØRNEfonden et regnskab med stigende omsætning. Omsætningen voksede med knap tre mio. kr. til i alt 201,5 mio. kr., og samtidig faldt BØRNEfondens administrationsudgifter til 6,3 pct. (6,7 pct. i 2013)
Det er godt nyt for de mange tusinde børn, unge og deres familier i Vestafrika, som BØRNEfonden hjælper.
– Vi er meget tilfredse med regnskabet. Indtægterne betyder, at vi kan fastholde og udvikle vores aktiviteter for at give børn en barndom med skole, sundhedsydelser og ungdomsuddannelser i nogle af verdens fattigste lande, siger CEO Bolette Christensen.
Finanskrisen har kostet private sponsorer
Omsætningen er blandt andet vokset på baggrund af øgede indtægter fra projektmidler fra fonde og offentlige puljer til fx vandprojekter, ebolaforebyggelse og rettighedsarbejde for børn og unge.
Rygraden i BØRNEfondens økonomi er dog fortsat privat personer og virksomheder, som støtter et barn med en fast månedlig donation. Disse udgør 78 pct. af indtægterne, men har været faldende de seneste år. BØRNEfonden er siden 2010 gået fra at have 74.151 sponsorater til 60.467 sidste år.
– Der er næppe tvivl om, at mange danskere på grund af finanskrisen har været tvunget til at prioritere benhårdt økonomisk. Her har de 220 kr. i bidrag om måneden til et barn og dets familie i Afrika desværre været et sted at spare. Nu kan vi heldigvis se, at vi er ved at have bremset nedgangen, siger Bolette Christensen.
Trods nedgangen i sponsorater har BØRNEfonden formået at fastholde det nettobeløb, der er sendt til Vestafrika over de seneste år, og organisationen forventer, at 2015 bliver et vendepunkt for nedgangen i antal sponsorater.
– For første gang i mange år forventer vi i år at få lige så mange nye sponsorer ind, som vi mister. Og de kommende år tror vi på, at det er muligt at øge antallet af sponsorer igen, siger Bolette Christensen.
Årsrapport med regnskab kan ses her:
For yderligere kontakt og spørgsmål:
Bolette Christensen kan kontaktes gennem presserådgiver Rasmus Holm Thomsen 6126-6701 /
** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **








