Pressemeddelelse fra HK/Danmark
Tre uger med intense politiske debatter og kamp om standpunkter politikerne imellem.
Nu er valgkampen i gang, og hos fagforbundet HK er formanden ikke i tvivl om, hvad han ønsker politikerne debatterer og sætter fokus på i den kommende kamps hede:
– Dagpenge. Det er vigtigt, vi får et nyt og trygt dagpengesystem, hvor færre falder ud og ingen må gå fra hus og hjem, blot fordi de bliver arbejdsløse. Det er et emne, der optager HK’s 270.000 medlemmer, siger Kim Simonsen.
Fagforbundet har forud for valget spurgt HK-medlemmerne, hvad de mener, skal være politikernes fokus under valgkampen, og her var det præcis dagpenge, der lå allerøverst på dagsordenen. Men også andre emner bør diskuteres under den kommende valgkamp.
Ud over dagpenge opfordrer HK politikerne til at diskutere det gode arbejdsliv, vækst og arbejdspladser, en god offentlig velfærd og indsats mod social dumping.
– Skal vi blive længere tid på arbejdsmarkedet, er det vigtigt med arbejdspladser, hvor vi kan holde ud at arbejde til vi er langt oppe i årene uden at blive nedslidte og stressede, supplerer Kim Simonsen og fortsætter:
– Det er vigtigt, at der bliver skabt private arbejdspladser og god offentlig velfærd. Den offentlige- og den private sektor hænger sammen som vækst og velfærd hænger sammen, og den ene går ikke uden den anden, siger Kim Simonsen.
– Nu glæder vi os bare til, at politikerne går i gang – så vil HK både følge politikerne og forfølge dem med de vigtige emner, som HK’s 270.000 medlemmer ønsker skal sættes på dagsordenen.
Kontakt: Birgitte Hougaard, pressechef HK, 23811114
** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **