Faldende konkurrenceevne kræver yderligere reformer

    Pressemeddelelse fra L&F

    “Det er foruroligende for dansk økonomi, at den danske lønkonkurrenceevne faldet i perioden 2013-2014. Selvom forværringen i høj grad skyldes en stigende effektiv kronkurs, så er det grundlæggende problematisk for dansk økonomi, at den relative udvikling i produktivitet, løn og værdiskabelse ikke kan opveje sådanne udsving. Det peger i retning af at der er behov for yderligere reformer i dansk økonomi”. Sådan lyder reaktionen på den netop offentliggjorte rapport fra De Økonomiske Råd (DØR) fra formand i erhvervsorganisationen Landbrug & Fødevarer Martin Merrild.

    Et fald i den effektive kronkurs i starten af 2015 vil forbedre den danske konkurrenceevne. Men det er ifølge Landbrug & Fødevarer afgørende, at man øger fokus på tiltag, der forbedrer produktivt og mulighederne for værdiskabelse, så den danske konkurrenceevne ikke forværres tilsvarende, hvis/når udviklingen på valutamarkederne vender.

    Landbrug & Fødevarer deler i vid udstrækning den generelle forventning om fortsat fremgang i dansk økonomi. De økonomiske vismænd i DØR forventer en realvækst i BNP på 1,9 pct. i 2015, hvilket øges yderligere i 2016 til en forventning om en realvækst på 2,3 pct. Forventningerne adskiller sig derfor ikke synderligt fra Landbrug & Fødevarers seneste konjunkturvurdering fra februar 2015, hvor forventningerne til realvæksten i BNP for 2015 og 2016 er hhv. 2,0 og 2,1 pct.

    Fokus på Danmarks yderområder

    Fødevareerhvervet og den afledte beskæftigelse af denne spiller en betydelig rolle for beskæftigelse, liv og vækst i yderområderne. Landbrug & Fødevarer mener, at der bør sikres gode rammevilkår for vækst og udvikling i hele Danmark og hilser fokus på yderområderne velkommen.

    “Det er i de såkaldte yderområder i Danmark, at vi skaber vækst i vores erhverv. Derude skaber vi det råvaregrundlag, der skaber arbejdspladser på både slagterier, i transportbranchen og alle de afledte erhverv, der servicerer landbruget. Et øget fokus på at udvikle netop yderområderne er derfor meget velkomment”, siger Martin Merrild.

    Vismændene fremhæver i rapporten betydningen af tilgængelighed til uddannelse, samt en udbygget fysisk og digital infrastruktur i yderområderne. Rådet konstaterer at produktiviteten forøges af øget udbredelse af bredbånd. Samtidig konstateres det, at den markedsdrevne udvikling af bredbånd ikke har ledt til etablering af digital infrastruktur i alle yderområder.

    “Landbrug & Fødevarer mener, at effektivt bredbånd og mulighederne for at anvende moderne produktionsteknologi i landbruget er en central del af produktionen. Meget indberetning til det offentlige sker i dag digitalt, og der er fortsat et væsentligt potentiale for at udbygge adgangen til effektivt bredbånd i yderområderne”, siger Martin Merrild

    I lyset af det politiske ønske om vækst og udvikling i hele Danmark, og i lyset af det væsentlige vækstpotentiale i bl.a. fødevareklyngen, mener Landbrug & Fødevarer, at det er centralt, at man arbejder videre med at sikre tiltag til forbedring af rammevilkårene for produktion og aktivitet i yderområderne. De præsenterede mulige tiltag kan med fordel indgå i den sammenhæng.

    Yderligere info: Martin Merrild via pressekonsulent Jens Dissing Munk, 30178874

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **