3F: Stort løft af 3F’ernes sundhed

    Pressemeddelelse fra 3F

    Blandt andet det store sundhedsløft, der særligt vil forbedre behandlingen af kræftpatienter og have mere fokus på kroniske patienter, vil komme 3F’s medlemmer til gode.

    – Sammenlignet med danskere med lange uddannelser, bliver væsentligt flere 3F’ere ramt af kræft og det samme gælder for kroniske sygdomme, som fx KOL. Vi ved også, at kortuddannede er dem, der har dårligst chancer for at overleve sygdommene og at virkeligheden er så rå, at den lavest lønnede del af befolkningen i snit lever 10 år kortere end den højst lønnede. Så derfor mener vi, at milliarderne, der skal bruges til bedre behandling af kræft og kroniske sygdomme rammer lige ned til glæde for vores medlemmer. Lige ned i vores dagsorden, der handler om mere lighed i sundhed, siger Jane Korczak, der er næstformand i 3F.

    Hun understreger, at regerings-udspillet generelt ser rigtig fornuftigt ud, og at det er et bevis for, at nulvækst ikke er vejen frem for et sundt og styrket samfund. Hverken set fra et offentligt eller et privat synspunkt:

    – En stærk offentlig sektor er forudsætning for en velfungerende privat sektor og investeringer i uddannelse, sundhed og grønne jobs er den direkte vej til at sikre godt arbejde til alle i fremtiden, siger Jane Korczak.

    For yderligere kommentarer kontakt 3F’s pressetelefon på 8892 8892


    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **