Pressemeddelelse fra Wonderful Copenhagen
Turiståret 2015 er kommet godt fra start i hovedstaden. I årets første kvartal har hovedstadsregionen haft en vækst i overnatninger på 10 pct. sammenlignet med samme periode sidste år.
Dermed ender det samlede antal overnatninger i januar, februar og marts i hovedstadsregionen på 1,54 mio. Det er over 140.000 mere end første kvartal i 2014.
“10 pct. vækst i årets første kvartal er et flot resultat, særligt set i lyset af, at 2015 er sjette år i træk med fremgang for hovedstadens turisme, og at hovedstadsregionen sidste år for første gang rundede ni mio. overnatninger,” siger Emil Spangenberg, kommunikationschef i Wonderful Copenhagen.
Ifølge Danmarks Statistik var der i januar en fremgang på 9,6 pct. i hovedstadsregionen, mens overnatningstallet for februar lå 11 pct. højere end samme måned året før. Senest viser overnatningstallet for marts en vækst på 8,8 pct. for årets tredje måned.
Ud over en flot fremgang i danske overnatninger i januar, februar og marts, er der også vækst i udenlandske overnatninger fra især Norge med 15 pct., Storbritannien med 8 pct. og Kina med 29 pct.
** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **