Pressemeddelelse fra L&F
Kommunerne har for andet år i træk barberet et godt stykke af sagsbehandlingstiden på miljøgodkendelser, så den nu er nede på 6,6 måneder i gennemsnit i 2014 mod 7,9 måneder i 2013.
Det skriver Miljøministeriet en pressemeddelelse, som modtages med tilfredshed af Flemming Nør-Pedersen, direktør hos Landbrug & Fødevarer.
– Det er en fornøjelse at se, at det fortsat går den rigtige vej med sagsbehandlingstiderne på landsplan. Hvis vi skal have vækst i landbruget er det vigtigt, at landmændene smidigt kan udvide med nye stalde og flere dyr. Det kræver en hurtig sagsbehandling hos kommunen, siger Flemming Nør-Pedersen, der samtidigt roser de mange kommuner, som i 2014 nedbragte sagsbehandlingstiderne.
– Man kan eksempelvis nævne Bornholm og Mariagerfjord, der begge inden for to år har sænket sagsbehandlingstiden fra 22 måneder til under 6 måneder, siger Flemming Nør-Pedersen.
Han tilføjer, at det er særligt glædeligt, at kommunerne med mange husdyrgodkendelser har lagt sig i selen. Blandt de 19 kommuner med mere end 15 sager sidste år har stort set alle kortere sagsbehandlingstider end i 2013.
– Til gengæld er der enkelte kommuner, der desværre ser ud til ikke at tage behandlingen af husdyrsager alvorligt nok, siger Flemming Nør-Pedersen og nævner blandt andet Thisted Kommune.
Her har man for andet år i træk hævet sagsbehandlingstiden og ligger nu med et gennemsnit på mere en to år, og der er stadig mange uafgjorte sager, der har været mere end ni måneder undervejs
I Odsherred ser situationen også vanskelig ud for landmænd, der vil udvide. Kommunen afgjorde blot en sag i 2014. Behandlingen tog 56 måneder, altså mere end fire et halvt år. Af de 12 sager, som ligger hos kommunen lige nu, har de ni allerede været til behandling i mere end ni måneder.
– Det må simpelthen være muligt for kommuner som Thisted og Odsherred at finde en løsning. Hvis det handler om mandskabsmangel, bør man kunne lægge opgaven ud til andre, eksempelvis en af nabokommunerne, siger Flemming Nør-Pedersen.
Yderligere kommentarer: Direktør Flemming Nør-Pedersen, Landbrug & Fødevarer mobil: 27245715
** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **