Enig i, at vi skal sikre produktionsjob

    Pressemeddelelse fra LO * Landsorganisationen i Danmark

    – Vores produktion og eksport er helt afgørende for fortsat vækst i Danmark og for, at vi kan skabe nye, gode job og udvikle vores velfærdssamfund, siger Ejner K. Holst i en kommentar til panelets anbefalinger, der blev offentliggjort i dag.

    – Panelet skal have ros for at anerkende, at vi faktisk har en selskabsskat i Danmark, der kan konkurrere med andre lande. Når det er sagt, er det også dejligt at se forslag om, at det skal være lettere at etablere virksomhed i landzoner, sådan som LO og FTF har foreslået, lyder det fra LO-sekretær Ejner K. Holst.

    – Panelet anerkender – med rette – at lønmodtagerne har vist ansvarlighed via afdæmpede stigninger i lønnen, hvilket også har været med til at forbedre vores konkurrenceevne. Til gengæld fremhæves udfordringer med, at næsten halvdelen af industriens omkostninger går til indkøb af råvarer og materialer. Jeg kan kun støtte op om, at vi skal være mere effektive i vores brug af ressourcer, og her er det helt oplagt at bruge medarbejdernes store viden om forholdene på gulvet til at forbedre produktionsgangene, fastslår Ejner K. Holst.

    Brug for flere faglærte
    LO er enig med Panelet i, at der er brug for flere faglærte og hermed også, at der er brug for flere praktikpladser, ligesom der mangler bedre udstyr på erhvervsskolerne. Samtidig skal voksne have bedre mulighed for at uddanne sig til job i produktionen.

    Når det gælder virksomhederne, ikke mindst de små og mellemstore, skal de blive endnu bedre til at udnytte teknologi, nye avancerede materialer og it, da også dét vil være med til at holde arbejdspladser i Danmark.

    – Regeringen skal have stor ros for at sætte arbejdspladser i produktionen godt og grundigt på dagsordenen og for allerede at have foreslået flere initiativer, som stemmer overens med Produktionspanelets anbefalinger. Jeg hæfter mig ved, at man anser dygtige medarbejdere som en hjørnesten i vores konkurrencekraft, og at mere og bedre uddannelse skal give verdens bedste medarbejdere i produktionen, siger LO-sekretær Ejner K. Holst.

    Kontakt: Pressekonsulent Anette Bindslev, tlf. 23 38 42 14.

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **