Vækstudspil: Glædeligt farvel til dobbeltbeskatning på CO2

    Pressemeddelelse fra Dansk Fjernvarme

    Regeringen tager med dagens vækstudspil et yderst glædeligt skridt i retning af at afskaffe den aktuelle dobbeltbeskatning på CO2-udledning. Dobbeltbeskatningen ville have kostet på varmeregningen hos fjernvarmeforbrugerne i de større danske byer i de kommende år, men det undgås nu.

    – Dansk Fjernvarme bifalder regeringens forslag om at afskaffe dobbeltbeskatning og dermed rydde en smule op i afgiftsjunglen. Det er den helt rigtige vej at gå, hvis prisen på fjernvarme for alvor skal sænkes i de kommende år, siger Dansk Fjernvarmes direktør, Kim Mortensen.

    CO2-udledning er i Danmark som udgangspunkt enten beskattet via EU’s kvotesystem eller via CO2-afgifter. Men de fjernvarmeforsyninger, der er omfattet af kvotesystemet og samtidig bruger fossile brændsler, rammes i dag både af CO2-kvotesystemet og CO2-afgiften. Det er den dobbeltbeskatning, regeringen nu vil have fjernet.

    Brug for mere oprydning
    Kim Mortensen opfordrer regeringen til at tage flere skridt i samme retning ved at se på andre områder, hvor beskatningen også er et problem.

    Eksempelvis forhindrer skatte- og afgiftsreglerne mange virksomheder i at levere deres overskudsvarme ind i fjernvarmesystemerne – også selvom det vil give forbrugerne både billigere og mere grøn varme.

    – Dansk Fjernvarme opfordrer derfor regeringen til sammen med branchen at gennemgå afgiftssystemet og afskaffe dobbeltbeskatning og unødvendige afgifter, der i dag pålægges varmeforbrugerne. Det haster, for fjernvarmeselskaberne står over for en kæmpe investeringsbølge, der rækker 20-30 år frem i tiden. Så der er ikke tid til at nøle, siger Kim Mortensen.

    Han ser derfor også frem til, at klima-, energi- og bygningsminister Rasmus Helveg Petersen senere i denne måned vil spille ud med den længe ventede afgifts- og tilskudsanalyse, der blev besluttet som et led i det politiske energiforlig fra 2012.

    Genudsendelse af effektiviseringskrav

    Regeringen lægger i dagens vækstudspil også op til at effektivisere forsyningssektorerne for i alt 3,3 milliarder kroner. De 500 millioner skal komme fra fjernvarmesektoren ved at modernisere reguleringen af sektoren og skabe øget incitament til effektivisere og foretage nye investeringer.

    Effektiviseringskravene er gammel vin på ny flasker, idet de allerede var en del af regeringens vækstpakke fra maj sidste år, men Dansk Fjernvarme deler stadig regeringens ambitioner.

    – Vi hilser det velkomment, at regeringen fortsat vil gøre fjernvarmen billigere for forbrugerne og virksomhederne. Det er en interesse, vi i fjernvarmesektoren deler fuldt og helt og som ligger i forlængelse af det arbejde, fjernvarmeselskaberne allerede er i fuld gang med, siger Kim Mortensen.

    Han advarer dog mod, at en ny regulering ender med at blive en administrativt klods om benene på selskaberne, der vil gøre varmen dyrere for forbrugerne.

    – Bøvl og bureaukrati må ikke være stopklodser for lavere priser til forbrugerne, siger Kim Mortensen, og fortsætter:

    – Til gengæld er vi er helt enige med regeringen i, at vi bør fortsætte arbejdet med at styrke datagrundlaget og skabe en effektiv benchmarking af sektoren, der støtter op om fjernvarmeværkernes fokus på at skabe stabile og lave priser ved at samarbejde, effektivisere og investere langsigtet i et grønt og intelligent energisystem, siger Kim Mortensen.

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **