Efter dødsulykke: Styrelse opfordrer til at få gastestet campingvognen

    Pressemeddelelse fra Sikkerhedsstyrelsen

    I går den 4.5 blev to mænd fundet døde i en campingvogn ved Brande. Sikkerhedsstyrelsens teknikere har i går og i dag sammen med Politiets teknikere undersøgt campingvognen – og det viser sig, at aftræksrøret til gasvarmeovnen var defekt. Dermed bliver der udledt kulilte, når gasvarmeovnen bruges.

    – Vi kan ikke udtale os om, hvad de to mænd er døde af, da det er op til retsmedicinerne at fastslå dødsårsagen. Men der er ingen tvivl om, at der er blevet udledt kulilte i campingvognen på grund af det ødelagte aftræk. Og konklusionen er, at det skyldes manglende vedligehold. Det er på alle måder en dybt tragisk ulykke, siger Mette Cramon, Fung. Kommunikationschef i Sikkerhedsstyrelsen.

    Det er ejeren eller brugerens ansvar, at gasudstyret i campingvognen er sikkert og vedligeholdt. Sikkerhedsstyrelsen anbefaler, at man får gastestet vognen mindst hvert andet år – og at man skal sikre sig, at det er en virksomhed med autorisation indenfor området flaskegas i mobile enheder, der udfører testen.

    – Som ejer af en campingvogn eller autocamper har du ansvaret for, at din vogn er gas-sikker. Det vil sige, at gasudstyret i vognen er vedligeholdt og sikkerhedsmæssigt i orden. Det følger af gasreglementets afsnit B-3, forklarer Mette Cramon.

    For at leve op til reglerne anbefaler Sikkerhedsstyrelsen, at ejeren mindst hvert andet år får foretaget en gastest af campingvognens gasudstyr. Testen skal ifølge reglerne foretages enten af en autoriseret virksomhed – det kan enten være en autoriseret vvs-virksomhed eller en virksomhed med delautorisation indenfor flaskegas i mobile enheder. På Sikkerhedsstyrelsens hjemmeside kan man søge efter en autoriseret virksomhed i autorisationsregistret. Det findes på www.sik.dk/tjek.

    En gastest er omfattende. Den omfatter blandt andet tætheds- og kuliltemåling af udstyret, en funktionskontrol samt et generelt vedligeholdelsestjek af gasudstyret. Installatøren skal udfylde en installations- og servicerapport under testen, og ejeren har krav på at få en kopi af rapporten. Rapporten giver et overblik over, hvad der er blevet kontrolleret, og om der er behov for udbedringer.

    Faktaboks:

    Sådan gør du din campingvogn gas-sikker:

    • Få foretaget en gastest mindst hvert andet år
    • Få en autoriseret virksomhed (VVS-installatør eller delautoriseret indenfor flaskegas) til at foretage testen
    • Få udleveret installations- og servicerapporten efter testen
    • Tjek installations- og servicerapporten igennem og sørg for at få udbedret eventuelle mangler
    • Tjek selv løbende, om ventilationsåbningerne i campingvognen er i orden, og at regulatoren er monteret korrekt

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **