Pressemeddelelse fra Coop Danmark A/S
Danskerne skal betale mindre for deres parfume, kosmetik og andre skønhedsprodukter, end de gør i dag, når de køber dem i stormagasiner og specialbutikker.
Det er baggrunden for, at Coop nu udvider sin satsning på salg af kendte kosmetik mærker, som man indledte for 8 måneder siden, da man åbnede Skønhedsbutikken på Coop.dk. Udvalget er udvidet med over 50 procent og omfatter nu cirka 3000 forskellige varer.
Ideen er at importere kendte mærkevarer uden om gængse kanaler og sælge dem uden fordyrende mellemled til priser, der typisk er 20-50 procent under priserne i stormagasiner og specialbutikker i Danmark.
“Vi har på kort tid opnået en pæn million-omsætning. Vi har måned for måned udvidet vores sortiment. Og selv om vi har oplevet stor modstand fra den etablerede handel, så har vi alligevel kunnet levere de efterspurgte varer,” siger kategorichef Helle Stenbak, Coop.dk/Skønhed.
Derfor gennemfører netbutikken nu sit hidtil største fremstød i de mest fremtrædende ugeblade, hvor de 1,5 millioner medlemmer af Coop tilbydes eksklusive mærkevarer med op til 50 procents rabat.
Helle Stenbak har mange års erfaring i at sprænge traditionelle systemer. For cirka 25 år siden var hun med til at etablere butikskæden Parfume Discount, der brød stormagasinernes dominans på markedet med en helt anden og langt lavere prissætning.
“I dag er vi desværre tilbage til samme situation som dengang, hvor de fleste mærkevarer indenfor skønhedsområdet sælges uden større priskonkurrence hos ganske få udbydere i fysiske butikker. Men med de kræfter, der er i Coop, tror vi på, at vi en gang for alle kan få lavet om på det. Det bekræfter de første måneders erfaring os i,” siger Helle Stenbak.
På Top 3 over de mest solgte mærker i de første 8 måneder er Clinique, Lancôme og Biotherm.
Yderligere information:
Kategorichef Helle Stenbak, 5221 4248 / Helle.stenbak@coop.dk
** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **