Dansk hjælp når frem til ofre for jordskælv i Nepal

    Pressemeddelelse fra Mission Øst

    Tre lastbiler med presenninger og hygiejneudstyr fra Mission Øst nåede lørdag helt ud jordskælvsofre i fire afsidesliggende landsbyer i Sindhupalchowk-distriktet nordøst for den nepalesiske hovedstad Katmandu. Området er et af de værst ramte, efter at et voldsomt jordskælv ramte Nepal den 25. april. Over 90 procent af husene er totalt ødelagte og må bygges helt om af frygt for sammenstyrtning.

    Med presenningerne vil befolkningen kunne beskytte sig selv mod monsunen, der begynder om en måned, mens de genopbygger deres huse.

    Med vandrensningstabletter vil de kunne rense vandet og med vanddunke sørge for, at der altid er rent drikkevand til deres familier.

    Og med hygiejneartikler vil de kunne forebygge infektioner og sygdomme.

    Der er brug for al den hjælp, omverdenen kan give de hårdt ramte ofre for jordskælvet. Befolkningen tør ikke vende tilbage til deres huse af frygt for at de vil styrte sammen i de mange efterskælv, der fortsat giver rystelser.

    Teamet fra Mission Øst mødte et ældre ægtepar på hhv. 72 og 82 år, som har boet under en presenning i en uge, fordi de ikke tør vende til bage til deres lejlighed, selv om manden lider af gigt og konen døjer med en øjensygdom.

    De mødte også en familie, hvis 15 måneder gamle baby blev dræbt af deres sammenstyrtede hus. Nu hjælper de tilbageværende søskende med at samle mursten til genopbygningen.

    Og de mødte en dalitfamilie, der som kasteløse har de dårligste odds i samfundshierarkiet. Familien mistede fire børn i jordskælvet og deres eneste indtægtskilde – en symaskine – blev ødelagt sammen med huset.

    Mission Øst samarbejder med de lokale myndigheder om at nå frem med nødhjælp til de mest sårbare familier som disse. Og taknemmeligheden er slående.

    – Det var så rørende at opleve nepalesernes taknemmelighed over at modtage så basale hjælpemidler. De takkede og forsikrede om, at hjælpen virkelig faldt på et tørt sted, fortæller Line Højland, der er Mission Østs udsendte kommunikationsmedarbejder.

    De kommende dage vil lastbil efter lastbil med presenninger, reb, vanddunke og hygiejneartikler nå ud til yderligere syv landsbyer og derefter går turen videre til andre ramte områder.

    Der er kun en måned til den voldsomme monsunregn falder og varer de næste tre måneder. Derfor er presenninger absolut højeste prioritet, så familierne har husly, mens de knokler for at genopbygge deres huse.

    Link:

    Mission Øst uddeler bl.a. presenninger, fade, kander og vandunke til jordskælvsramte i Nepals afsidesliggende landsbyer.

    Hjælpen fra Mission Øst falder på et tørt sted og bliver modtaget med taknemmelighed.

    Mormor i chok foran Dalitfamiliens ødelagte hus.

    Dalitfamiliens yngste: Hvordan skal de klare sig, når familiens eneste indtægtskilde – en symaskine – er ødelagt i murbrokkerne.

    Mission Øst er en dansk hjælpeorganisation, der yder akut nødhjælp og langsigtet udviklingshjælp i Østeuropa og Asien. Mission Øst hjælper årligt flere hundrede tusinde nødlidende i Afghanistan, Armenien, Burma, Irak, Nepal, Nordkorea, Rumænien, Syrien og Tadsjikistan. Mission Øst er støttet af Danida, de norske og tyske Udenrigsministerier samt EU og FN.

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **