Pressemeddelelse fra LO * Landsorganisationen i Danmark
Undersøgelsen følger op på andre undersøgelser, der viser, at langt de fleste af dem, der står i søgekøen, er aktivt søgende. Desuden viser tidligere undersøgelser, at den væsentligste grund til, at de unge ikke er under uddannelse i et praktikcenter, er, at de troede, de selv kunne finde en praktikplads – eller, at de simpelthen ikke kunne leve af skolepraktikydelsen.
– Denne undersøgelse må betyde, at jagten på de praktikpladssøgende må stoppe. Det er tydeligt, at når 8.000 mangler en praktikplads, er det ikke, fordi de ikke søger, men fordi arbejdsgiverne ikke opretter tilstrækkeligt praktikpladser, siger Ejner K. Holst.
LO har tidligere peget på, at der bl.a. i byggeriet er 6.000 færre lærlinge i gang end i 2008, og at mange andre brancher også halter bagefter. Samtidig er mange virksomheder og brancheorganisationer stærkt bekymrede for mangel på kvalificeret arbejdskraft.
– Det virker lidt hyklerisk, når byggeriet klager over mangel på arbejdskraft. Branchen har igennem flere år forsømt at uddanne de faglærte, de står og mangler, til trods for gentagne advarsler fra fagbevægelsen. I stedet skulle Dansk Byggeri opfordre deres virksomheder til at komme i gang med at tage lærlinge.
Forhandlinger i disse uger
Arbejdsmarkedets parter drøfter i disse uger med regeringen, hvordan der kan skabes flere praktikpladser.
– Vi håber, at det kan medvirke til, at arbejdsgiverne bliver konstruktive, så vi kan komme i gang med for alvor at drøfte, hvordan der kan skabes flere praktikpladser i private og offentlige virksomheder. Det er i sidste øjeblik, vi kommer i gang, siger Ejner K. Holst.
Kontakt: Pressekonsulent Anette Bindslev, tlf. 23 38 42 14.
** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **