Vigtig håndsrækning til staldbyggeri

    Pressemeddelelse fra L&F

    Hos erhvervsorganisationen Landbrug & Fødevarer er formand Martin Merrild glad for, at regeringen vil afsætte 850 mio. kr. til nye stalde. De 850 mio. kr er fordelt over tre år fra 2016 og gives som tilskud til landmænd og andre, der vil investere i nye, moderne stalde. Det fremgår af dagens forlig om det såkaldte landdistriktsprogram mellem regeringen, SF og Enhedslisten.

    – Vi er glade for, at regeringen prioriterer at skabe vækst i det danske samfund. Aftalen er vigtigt for at få investeret i modernisering af staldanlæg i svine- og kvægsektoren, siger Martin Merrild.

    Som en del af aftalen er der også afsat 225 mio. kr. om året i gennemsnit til vandmiljøområdet. Den del af aftalen er dog ikke så fleksibel, som man gerne havde set hos Landbrug & Fødevarer.

    – Aftalen er for uambitiøs, når det gælder en målrettet miljøregulering, der kan sikre fødevareerhvervets vækstpotentiale. Aftalen lægger op til et fortsat ensidigt fokus på kvælstofindsatsen i stedet for at anvende nye virkemidler, der giver størst mulig miljøeffekt, siger Martin Merrild.

    Håber på 3700 job
    Regeringen regner med, at de 850 mio, som kan søges i tilskud til staldbyggerier, vil udløse investeringer i staldanlæg for i alt 3,3 mia. kroner. Det vil ifølge regeringen skabe 1.600 nye job i landbruget.

    Landbrug & Fødevarer vurderer, at en investering på godt tre mia. kr. i svineproduktion og mælke/kvægproduktion kan sikre op til 3.700 arbejdspladser og øge eksporten fra fødevareklyngen med 3,4 mia. kr.

    – Tilskuddene, er vigtige for at få investeret i modernisering af staldanlæg i svine- og kvægsektoren. Og fordi, aftalen gælder over tre år, giver den landmændene tid og ro til at udbygge staldene, siger Martin Merrild.

    Løft til økologi
    Aftalen lægger også op til at give den økologiske produktion et løft. I alt er der afsat 855 kr over tre år til økologi.

    – Vi er tilfredse med, at den økologiske satsning retter sig mod øgede investeringer i nye stalde til kvæg og svin. Det kan forhåbentligt underbygge den positive markedsdrevne udvikling på området, vi ser netop nu, siger Martin Merrild.

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **