Bredt fødevareforlig skaber ro

    Pressemeddelelse fra L&F

    Fødevareforliget blev i dag indgået mellem regeringen og samtlige oppositionspartier, bortset fra Liberal Alliance.

    – Et bredt forlig skaber ro om et område, som er vigtigt for virksomhederne, siger Karen Hækkerup, administrerende direktør i Landbrug & Fødevarer.

    Karen Hækkerup ser flere positive elementer i forliget, der strækker sig over fire år og medfører 354 millioner kroner til bedre kontrol og fødevaresikkerhed.

    – Først og fremmest er det et fremskridt, at kontrollen bliver mere fokuseret, så man sætter ind der, hvor risikoen for fejl og svigt er størst. Langt de fleste virksomheder producerer sikre fødevarer af høj kvalitet, og derfor er der ingen grund til at bruge en masse ressourcer på at kontrollere det store flertal, siger Karen Hækkerup.

    Hun fremhæver blandt andet, at regeringen vil indføre såkaldt kædekontrol. Kædekontrollen medfører kort sagt, at myndighederne på visse områder, så som mærkning af fødevarer, ikke behøver at kontrollere hver enkelt virksomhed i en kæde men i stedet kan kontrollere på hovedkontor-niveau.

    – Det er en sag, vi har arbejdet for gennem en længere periode, og derfor er vi naturligvis tilfreds med, at der er opbakning til den fra næsten hele Folketinget, siger Karen Hækkerup.

    I forliget lægges der også op til, at den såkaldte vejledningsindsats skal styrkes, så virksomhederne guides bedre.

    – Vi er overbevist om, at mange problemer med fødevaresikkerhed kan undgås, hvis virksomhederne bliver bedre informeret. Derfor er det godt med mere vejledning og mindre kontrol for det store antal virksomheder, som hver dag gør en indsats for at producere så sikre fødevarer som muligt, siger Karen Hækkerup.

    Der mangler dog et væsentligt punkt i aftaleteksten, mener Landbrug & Fødevarer.

    – Vi havde gerne set, at man i forligskredsen også havde taget initiativ til at gøre det lettere for virksomhederne at eksportere. I en tid, hvor Rusland har lukket for import af fødevarer, er det vigtigere end nogensinde, at procedurerne omkring eksportcertifikater og markedsadgang bliver så smidig som mulig for virksomhederne. Men det er desværre ikke taget højde for i aftalen, siger Karen Hækkerup.

    Yderligere kommentarer: Administrerende direktør Karen Hækkerup via pressekonsulent Morten Bonde Pedersen mobil 51671567

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **