Dansk og amerikansk firma skal sammen udvikle middel mod kræft

    Pressemeddelelse fra Region Hovedstaden

    Et nyt lægemiddel mod prostatakræft som skal udvikles på tværs af Atlanten.

    Det er det nyeste resultat af det samarbejde, som Region Hovedstaden, Region Sjælland og Region Skåne indgik i 2014 med Massachusetts Life Science Center (MLSC), der repræsenterer verdens førende life science klynge.

    Et af elementerne i samarbejdet er et fælles program til direkte støtte af projekter, som forener virksomheder i Øresundsregionen og Massachusetts i udvikling af ny medicin eller ny sundhedsvidenskabelig teknologi.

    Nu har et projekt, som sigter mod at udvikle et nyt lægemiddel mod prostatakræft, så fået midler i den første uddelingsrunde.

    Projektet er skabt i samarbejde mellem Oncology Venture fra Region Hovedstaden og Lantern Pharma fra Massachusetts.

    – Det er et fantastisk spændende samarbejde. Oncology Venture bidrager med en unik teknologi, der på baggrund af bl.a. genetiske data kan forudse, i hvilken grad en patient vil have glæde af et givent lægemiddel mod cancer. Dermed kan patienter håndplukkes til præcis den behandling, de vil have størst glæde af. Lantern Pharma bidrager med en lægemiddelkandidat, som er egnet til Oncology Venture’s teknologi. Hvis dette lykkedes, vil det få en stor betydning i kampen mod kræft, siger Morten Mølgaard, CEO i COBIS, der er lead partner i det dansk/svensk/amerikanske samarbejde.

    Begge parter har modtaget ca. 2,6 mio. danske kroner til projektet, der har et samlet budget på 10,4 millioner kroner.

    Næste skridt tages nu
    På baggrund af det etablerede samarbejde med Massachusetts og resultaterne fra den netop afsluttede runde, har de tre regioner besluttet at finansiere et nyt program, og håber dermed at kunne følge op på succesen.

    Det nye program kaldet Universal Program (UP) er møntet på finansiering af mindre projekter eller delmål af større projekter. Støtten til virksomheden bliver mindre end før, men til gengæld vil programmet komme flere virksomheder til gode..

    UP programmet bydes velkommen af formanden for Region Hovedstadens Erhvervs- og vækstudvalg, Lars Gaardhøj (S):

    – Det var præcist derfor, at vi politikere satte vores underskrifter på samarbejdsaftalen med en anden førende international region. Disse programmer viser, at samarbejdet kan skabe konkret vækst, samtidig med at vi arbejder direkte med at forbedre befolkningernes sundhedstilstand. Jeg tror på endnu flere resultater i fremtiden, siger Lars Gaardhøj.

    Svensk begejstring
    Også fra den svenske side er der begejstring for samarbejdet. Rita Jedlert, Tf. medicinsk direktør i Region Skåne udtaler:

    – Fra skånsk side er vi naturligvis glade for, at Massachusetts, som er en af verdens førende life science klynger, ser vores region som en vigtig samarbejdspartner. I løbet af de kommende år håber vi, at de nye programmer vil bidrage yderligere til nye innovationer i sundhedsvæsenet, der kan øge regionens vækst.

    Fra Region Sjælland lyder det fra regionsrådsformand Jens Stenbæk (V):

    – Det er glædeligt, at en dansk virksomhed nu er kommet igennem nåleøjet i dette prestigefyldte samarbejde. Det nye redskab til partnerskaber øger mulighederne for, at virksomheder fra Region Sjælland kan deltage i samarbejdsprojekter med Massachusetts-virksomheder. Vi arbejder sammen med Region Hovedstaden og Region Skåne om vækst i Greater Copenhagen, og det er netop i sådanne internationale sammenhænge, at det er vigtigt at arbejde samlet i regionen.

    Yderligere information om programmerne kan findes på: www.more-collaboration.org.

    Kontaktdetaljer:

    Copenhagen Bio Science Park (lead)

    Peter Birk peb@cobis.dk +45 2126 2430

    Medicon Village

    Kerstin Jakobsson

    Kerstin.Jakobsson@mediconvillage.se

    +46 705 50 45 40

    CAPNOVA

    Cathal Mahon

    cama@capnova.dk

    +45 2099 6312

    Region Hovedstaden

    Kristian Johnsen

    kristian.johnsen@regionh.dk

    +45 2341 0290

    Region Skåne

    Ulrika Ringdahl

    ulrika.ringdahl@skane.se

    +46-768-890665


    Region Sjælland

    Per Anders Foss

    paf@regionsjaelland.dk

    +45 3056 7165

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **