Pressemeddelelse fra HK/Danmark
Unge vil være med i en fagforening.
I hvert fald vil de være medlem af fagforbundet HK, der de seneste to år har oplevet en medlemsfremgang på 18 procent, når det gælder unge under uddannelse.
Og blandt unge på videregående uddannelser, er medlemstallet steget med 41 procent.
– De unge, der er studerende i dag, er vokset op mens Danmark har været plaget af økonomisk krise, så de er meget bevidste om, at det betaler sig at sikre sig gennem en fagforening, siger lektor ved Center for Ungdomsforskning, Aalborg Universitet København, Niels-Henrik Møller Hansen.
– Men man skal ikke tage fejl af motivet: Unge tager udgangspunkt i sig selv og deres egen situation – ikke i et fagforeningsfællesskab eller “den danske model”. For en nyuddannet i dag falder jobbet ikke ned fra himlen. I 00’erne kunne unge vælge frit fra alle hylder – det er slut i dag, og så bliver de unge opmærksomme på værdien af et medlemskab af en fagforening vigtig, siger han.
Systematisk arbejde
Medlemsfremgangen skyldes dog ikke kun, at de studerende er krisebevidste. Det skyldes også et systematisk arbejde fra HK’s side med opbygge stærke relationer til de studerende og studiestederne samt fortælle de unge om, hvad HK kan tilbyde, og at en fagforening er mere end juridisk hjælp og overenskomster.
Det vurderer faglig konsulent Maria Fauerby, HK/Privat.
– Når man studerer, vil man gerne finde sin faglige identitet, og det kan man i en fagforening. Vi afholder en masse arrangementer og kurser, der handler om det fag, de unge uddannes indenfor. Når de er færdiguddannede og skal have arbejde, finder de ud af, at fagforeningen også forhandler overenskomster og hjælper juridisk, når man kommer i klemme, siger hun.
Maria Faurby oplever i sit arbejde på studiestederne, at de studerende er fagligt opsøgende – nu, mere end tidligere.
– Vi arbejder meget med at forbedre HK-arrangementer og kurser og gøre dem så gode, at det er de studerende selv, der fortæller venner og kammerater, at det er en god ide at være medlem. Vi møder de studerende der, hvor de er, og vi giver dem det, de fagligt har brug for. Og vi oplever, at det virker, siger hun.
HK-medlemmer under uddannelse:
2013: 30.311
2014: 33.666
2015: 35.761
HK-medlemmer på en ungdomsuddannelse:
2013: 9.237
2014: 10.853
2015: 10.922
HK-medlemmer på en EUD uddannelse:
2013: 11.467
2014: 11.164
2015: 11.253
HK-medlemmer på en videregående uddannelse:
2013: 9.609
2014: 11.656
2015: 13.586
Kontakt: Birgitte Hougaard, pressechef, HK: 23 81 11 14
** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **








