Forbrugere og producenter mødes på kæmpe Irma messe

    Pressemeddelelse fra Coop Danmark A/S

    Der er en stærkt stigende interesse fra forbrugerne for at lære historierne bag deres mad.

    Det er baggrunden for, at Irma for første gang holder en messe, hvor 10.000 københavnske kunder får mulighed for at møde omkring 100 af de mennsker, der producerer varerne i Irma.

    I weekenden den 21.-22. marts inviterer Irma nemlig til messen Mad & Glæde 2015, der foregår i Øksnehallen.

    “I to døgn bliver Øksnehallen forvandlet til et sydende madmekka med masser af smag og samtale om det, vi synes er så vigtigt for livsglæden: Det vi spiser og drikker,” siger kædedirektør Jesper Uggerhøj, Irma.

    “Vores kunder er bevidste forbrugere, der er meget optagede af kvaliteten af det, de spiser – herunder historien bag varerne. Derfor synes vi, det er en god idé at bringe vores leverandører og kunder tættere sammen, samtidig med at vi alle får en oplevelse med madglæde i fokus,” siger Jesper Uggerhøj.

    På det 5.000 kvadratmeter store areal vil Irmas mest værdsatte leverandører præsentere deres varer, byde på smagsprøver og mulighed for at lære mere om historierne bag varerne.

    På messen vil der være oplæg med en række af Danmarks største gastronomiske profiler, f.eks.: Gastronomisk iværksætter Claus Meyer, kokken og restauratøren Bo Jacobsen, kokkeduoen Nikolaj Kirk og Mikkel Maarbjerg, skuespilleren og køkkenchefen Tim Vladimir, dessertkokken Morten Heiberg og sommelieren Malene Smidt Hertz.

    For børn og familier er der også en række aktiviteter: Go Cook by Irma med blandt andet madexperimentarium og pizzaværksted med kokken Gorm Wisweh. Og man kan møde Shane og Jeppe & Marie fra Ramasjang.

    Billetter købes online på Irma.dk/madglæde2015 eller madbillet.dk. Det vil også være muligt at købe billetter ved indgangen. Dog er prisen lavere i forsalget. Alle voksen billetter kan ombyttes til en Irma-voucher, som kan anvendes til køb af varer for 100 kr. i Irma den efterfølgende uge.

    Redaktionen er naturligvis meget velkommen til at besøge messen, hvor der er mulighed for interviews med Jesper Uggerhøj. Tilmelding og adgangskort: Informationsdirektør Jens Juul Nielsen, jens.juul.nielsen@coop.dk / 5159 4468

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **