Pressemeddelelse fra Mission Øst
Vanuatu-øerne i Stillehavet blev lørdag nat ramt af, hvad der betegnes som den værste storm i øgruppens historie. Stormen er døbt Cyklonen Pam og er målt til at være den kraftigste, siden tyfonen Hayyan ramte Filippinerne i 2013. Mission Øst hjalp dengang ofrene for Hayyan med både nødhjælp og genopbygning.
Organisationen er nu igen parat til at formidle hjælp til ofrene i Vanuatus hovedstad Port Vila og de ramte øer i øgruppen. Det sker gennem en online indsamling, som formidles gennem samarbejdspartnere på New Zealand og når helt ud til de mange sårede og hjemløse på Vanuatu-øerne.
Cyklonen Pam ramte Vanuatu-øerne lørdag nat med omkring 300 kilometer i timen og jævnede 90 procent af husene med jorden. Øgruppen er i undtagelsestilstand og der er rapporter om, at hovedstaden Port Vila “ligger fladt ned”. De fleste huse er totalt ødelagt og skoler og sygehuse er beskadiget. Øgruppens præsident Baldwin Lonsdale kalder cyklonen et “monster” og appellerer til verdenssamfundet om hjælp.
Otte mennesker er indtil videre fundet dræbt. Tallet ventes at stige betragteligt efter hånden som oprydningsarbejdet skrider frem. Der er ubekræftede rapporter om 44 dræbte i øgruppens nordøstlige provinser. Vanuatu består af 65 øer med en befolkning på tilsammen 267.000 indbyggere.
Nu træder Mission Øst til med en indsamling til cyklonens ofre. Pengene formidles direkte tul ofrene gennem samarbejdspartneren TEAR Fund New Zealand.
Mission Øst er en dansk international udviklings- og nødhjælpsorganisation grundlagt i 1991 af lægen Kim Hartzner og hans far René Hartzner som en reaktion på nøden i Østeuropa efter Berlinmurens fald. Mission Øst arbejder ofte i svært tilgængelige områder for at hjælpe sårbare mennesker gennem akut nødhjælp og støtte lokalsamfunds kapacitet til at organisere og hjælpe sig selv gennem langsigtet udviklingshjælp.
** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **








