Digital vækstplan tegner lovende

    Pressemeddelelse fra L&F

    Selvom Danmark på mange områder er langt fremme med digitalisering, er der væsentlig ulighed i forholdene på tværs af landet. Der er således fortsat et stort behov for udbygning af bredbånd i yderområderne, hvor store dele af produktionen i Danmark er placeret.

    Viceformand i Landbrug & Fødevarer, Lone Andersen siger:

    – Adgang til effektivt internet er i dag en central del af produktionsprocessen – både i virksomheder og i landbruget, hvor fx moderne målrettet ukrudtsbekæmpelse og effektiv brug af moderne malkemaskiner forudsætter adgang til bredbånd af ordentlig kvalitet. Hvis der ikke er effektivt internet, er det heller ikke muligt at overholde kravene om digital indberetning til det offentlige, siger Lone Andersen.

    Regeringen vil bl.a. sikre bedre bredbånd ved at stille dækningskrav ved kommende frekvensauktioner, udvide frekvensbåndet og ved at lade forsikrings- og pensionsselskaber investere i digital infrastruktur.

    – Det er positivt, at regeringen sætter fokus på problemet med manglende bredbånd i yderområderne. Men der er behov for handling og forbedringer her og nu. Jeg håber derfor, at man i de kommende politiske forhandlinger prioriterer tiltag, der kan give en effekt også på kort sigt, udtaler Lone Andersen.

    Regeringen vil også arbejde på, at Kommissionens investeringsindsats kommer til at omfatte udbygning af digital infrastruktur. Det falder i god jord hos Landbrug & Fødevarer

    – Landbrug & Fødevarer er helt enige i, at en del af EU-kommissionens investeringspulje på 300 mia. Euro bør anvendes til at udbygge effektive internetforbindelser i Danmarks yderområder. Så det er positivt, at regeringen nu melder ud, at man vil arbejde for dette, siger Lone Andersen.

    Pressekontakt: Thomas Hovgaard, 3083 1052, thg@lf.dk

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **