Bolig: Energislugere handles langsomt og med stor rabat

    Pressemeddelelse fra Spar Nord Bank A/S

    Huse med energimærke G er i løbet af det seneste år blevet solgt med et gennemsnitligt prisnedslag på hele 22 procent målt i forhold til første udbudspris, mens B-mærkede huse er blevet solgt med et gennemsnitligt prisnedslag på seks procent.

    Også i forhold til salgstid klarer de mest energiforbrugende huse sig markant dårligere, idet boliger med B-mærke i gennemsnit sælges på 176 dage, mens det tilsvarende tager hele 250 dage at sælge et G-mærket hus.

    Dermed konkluderer en analyse fra Spar Nord baseret på nye tal fra Boliga, at der er en klar sammenhæng mellem energimærkning, prisnedslag og salgstid.

    På baggrund af analysen opfordrer Spar Nords chefanalytiker Martin Lundholm derfor ejerne af de energislugende boliger til at energirenovere:

    – Energirenovering er som udgangspunkt en fornuftig investering, fordi det reducerer forbruget, og besparelserne herved bliver endda større i takt med, at energipriserne stiger, siger Martin Lundholm og fortsætter:

    – Så på lang sigt er energirenovering med til at sikre boligens værdi og ikke mindst højne sandsynligheden for, at der er købere til den, når den en gang skal sælges.

    Flest huse med energimærke D

    Er du på jagt efter et energivenligt hus, kan du risikere at skulle lede længe.

    Netop nu har kun to procent af de udbudte huse energimærke A, og kun fem procent har energimærke B. Flest huse er udbudt med energimærke D, idet de tegner sig for 30 procent af markedet.

    Men falder du for huset med den dårlige energimærkning, er der håb forude, understreger Martin Lundholm.

    – En dårlig energimærkning kan forbedres. Nye vinduer og isolerede ydermure kan gøre en stor forskel. Så har du forelsket dig i et hus med et dårligt energimærke, kan du regne på, hvad det vil koste at forbedre det. Den forventede besparelse på huset kan være med til at finansiere en renovering, og lige nu er omkostningerne ved at finansiere sig i boligen rekordlave, lyder det afsluttende fra Martin Lundholm.

    Link:

    energimrk_hussalg.pdf

    https://www.ritzauinfo.dk/data/attachments/00141/856b75c9-687d-4735-8ab9-03a5477f765b.pdf

    Om Spar Nord Med flere end 360.000 kunder, cirka 1.500 medarbejdere og 71 lokale banker (filialer) over hele landet er Spar Nord blandt de største banker i Danmark. Banken har gennem finanskrisen hvert år leveret trecifrede millionoverskud og landede i 2013 et overskud før skat på 670 millioner kroner. Spar Nord ejes af cirka 125.000 aktionærer. For yderligere information se www.sparnord.dk

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **