Pressemeddelelse fra Mission Øst
Overlevelse i ufærdige bygninger, hjemmelavede telte af bomuldsstof og temperaturer til ned under frysepunktet. Det er hverdagen for de godt 450.000 mennesker, der er blevet fordrevet til Dahuk-regionen i det nordlige Irak i kølvandet på Islamisk Stats myrderier. Men med en godkendelse fra Udenrigsministeriet til at bruge næsten 900.000 kroner fra organisationens humanitære partnerskabsaftale, kan Mission Øst nu hjælpe yderligere cirka 2000 familier, svarende til omkring 12.000 mennesker, der ellers ville stå uden hjælp i den kolde irakiske vinter.
Og det er et vigtigt skridt i den rigtige retning, mener Mission Østs generalsekretær, Kim Hartzner. “Situationen er gravalvorlig. Disse mennesker har måttet flygte over hals og hoved og de har nu ingenting. Godkendelsen er en anerkendelse fra Udenrigsministeriet af, hvor akut situationen er. Med pengene har vi nu mulighed for at hjælpe en gruppe af de allermest udsatte fordrevne sikkert gennem vinteren,” udtaler Kim Hartzner, der senere på måneden selv rejser til området for at kvalitetssikre nødhjælpsarbejdet.
Beskyttelse mod kulde og smitsomme sygdomme
Arbejdet kommer helt konkret til at foregå i det bjergrige Zakho-distrikt, hvor der om vinteren kan falde op til en halv meter sne. FN er i gang med at oprette lejre i området, men det er langtfra nok til de mange tusinde fordrevne, og derfor har en stor del af disse søgt tilflugt i improviserede telte overalt på bjergskråninger. I og uden for byerne bor de fordrevne i ufærdige bygninger uden vægge og med yderst begrænset adgang til sanitære faciliteter. “I øjeblikket er Mission Østs medarbejdere i området ved at identificere de grupper, der ikke får hjælp andre steder fra, så vi kan målrette hjælp til dem,” forklarer Kim Hartzner.
Det er på denne baggrund, at Mission Øst har søgt Udenrigsministeriet om godkendelse til at bruge nogle af midlerne fra den humanitære partnerskabsaftale, som er øremærket akutte kriser. Pengene vil blive brugt på de mest basale fornødenheder såsom madrasser, tæpper, presenninger, spande, vanddunke og sæbe, der skal beskytte de fordrevne mod kulden og smitsomme sygdomme.
Derudover faciliterer Mission Øst dialog mellem de fordrevne, lokale myndigheder og ejerne af de ufærdige bygninger for at få tilladelse til at foretage ændringer på de ufærdige bygninger, så de ved hjælp af trækonstruktioner og plasticpresenninger vil blive bedre egnede til beboelse.
Link:
Med midlerne fra Udenrigsministeriet kan Mission Øst dele vinterhjælp ud til yderligere 12.000 af de allermest udsatte fordrevne i Nordirak.
https://www.ritzauinfo.dk/data/images/00001/06a7528e-ae18-4269-a9df-2f8bea8eac99.JPG
Folk, der har søgt tilflugt i byen Zakho, henter deres vinterudstyr.
Mission Øst er en dansk international udviklings- og nødhjælpsorganisation grundlagt i 1991 af lægen Kim Hartzner og hans far René Hartzner som en reaktion på nøden i Østeuropa. Mission Øst arbejder ofte i svært tilgængelige områder, og indtil 2005 byggede Mission Øst over en fireårig periode huse og vandsystemer til hjemvendte irakere i det nordlige Irak. Dengang var organisationen en af de første danske organisationer, som gik ind i området og en af de sidste, der trak sig ud. Mission Øst indgik i 2013 en humanitær partnerskabsaftale med Udenrigsministeriet, som primært går til organisationens humanitære arbejde i Afghanistan. Gennem denne partnerskabsaftale har Mission Øst mulighed for, med ministeriets godkendelse, at bruge 10 procent af bevillingen på akutte kriser. Størstedelen af disse 10 procent går i år til at yde akut hjælp til de fordrevne irakere i Zakho-distriktet.
** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **