Pressemeddelelse fra BØRNEfonden
Vi vil have ret til at være os selv, og til at bestemme mere over vores tid.
Sådan lyder det hyppigste svar blandt lige godt 100 danske børn i en undersøgelse af, hvilke rettigheder, børn vægter højest. I alt peger 25 pct. af de danske børn på selvbestemmelse som den vigtigste rettighed
Dermed adskiller de danske børn sig væsentligt fra børn i udviklingslandene, hvor 60 pct. af de medvirkende peger på udviklingsrettigheder som bl.a. skolegang.
– Selv om børn over hele verden på papiret har de samme rettigheder, så har de det bestemt ikke i praksis. Undersøgelsen understreger med al tydelighed, at der er brug for at løfte hverdagen og mulighederne for børn i Afrika og udviklingslande generelt, og her er uddannelse helt centralt, siger CEO Bolette Christensen fra BØRNEfonden.
Undersøgelsen “SMALL VOICES, Big Dreams” er lavet af BØRNEfonden og dens 11 søsterorganisationer i ChildFund Alliance i anledning af, at FNs børnekonvention i dag kan fejre sin 25-års fødselsdag.
Toppen af behovspyramiden
Konventionen giver børn nogle grundlæggende rettigheder som at “overleve, blive beskyttet og udvikle sig. Opfattelsen af rettighederne varierer ikke overraskende meget blandt de godt 6.000 børn i alderen 10-12 år, der har deltaget i undersøgelsen.
Fx peger 36 pct. af børnene i udviklingslandene på, at retten til beskyttelse mod vold og overgreb ikke opretholdes, mens det tilsvarende er 2,9 pct. af de danske børn, der har det på samme måde.
– Generelt befinder danske børn sig vel i det man kan kalde toppen af behovspyramiden. Det er der al mulig grund til at glæde sig over, men samtidig skal vi huske, at støtte og hjælpe, for der er lang vej, før de rettigheder og muligheder er hverdag i Afrika, siger Bolette Christensen.
Danske børn vil hjælpe
Hun glæder sig samtidig over, at 51 pct. af børnene i udviklingslandene svarer, at de vil forbedre undervisnings- og uddannelsesmuligheder og forbedre de teknologiske muligheder på spørgsmålet “Hvis du var leder i dit land, hvad ville du så gøre for at forbedre børns tilværelse?” Og at der her også er noget at glæde sig over på de danske børns vegne.
– Det er opløftende, at den danske topscorer er “hjælpe udsatte børn”, som godt nok er en delt førsteplads med “mere fritid/mindre skole”. Men det siger noget om, at børn i Danmark er bevidste om, at de har det godt og gerne vil hjælpe andre,” slutter Bolette Christensen.
Fakta om SMALL VOICES, Big Dreams
– 6040 børn har deltaget I den globale undersøgelse. 106 børn har deltaget fra Danmark.
– De deltagende børn er 10-12 år
– I Danmark har børn fra København, Aalborg, Viborg og Glumsø deltaget
– Undersøgelsen er udført af BØRNEfonden og dens søsterorganisationer i ChildFund Alliance. bornefonden.dk / childfundalliance.org
For yderligere kontakt:
BØRNEfondens CEO Bolette Christensen kan kontaktes gennem senior press advisor Rasmus Holm Thomsen mobil 6126-6701 / mail rht@bornefonden.dk
** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **