Cleantech-klynge har skabt over 1000 job

    Pressemeddelelse fra Region Hovedstaden

    Copenhagen Cleantech Cluster (CCC) blev etableret i 2010 for at skabe vækst og beskæftigelse inden for cleantech, i hovedstadsregionen og på resten af Sjælland og udvikle området til en af verdens førende cleantech-klynger via innovation og samarbejde blandt danske cleantech-virksomheder, videninstitutioner og offentlige myndigheder.

    Begrebet cleantech – ren teknologi – dækker over aktiviteter, som udvikler processer eller produkter, der bidrager til fx bedre ressourceudnyttelse, vedvarende energi eller en mere miljø-og klimavenlig produktion.

    Region Hovedstaden og Vækstforum Hovedstaden har stået for en stor del af medfinansieringen af CCC-projektet, som afsluttes ved udgangen af 2014.

    En omfattende evaluering viser nu, at projektet har løftet cleantech-sektoren markant i hovedstadsområdet og på resten af Sjælland.

    • Der er blevet skabt over 1000 nye arbejdspladser
    • 12 udenlandske cleantech-virksomheder er blevet tiltrukket til Danmark, og flere er på vej
    • CCC har styrket væksten i 126 iværksættervirksomheder gennem bl.a. rådgivning og finansiering
    • Der er etableret en stærk og selvbærende klyngeorganisation “CLEAN” med over 170 medlemmer, der fremover kan skabe vækst og innovation inden for cleantech-branchen.
    • Virksomheder og universiteter arbejder meget tættere sammen. Der er skabt 64 nye forsknings- og innovationssamarbejder.
    • Danmark som førende cleantech-land har fået markant mere synlighed

    Evalueringen af CCC-projektet er udarbejdet af Oxford Research i efteråret 2014.

    Stor investering i grøn vækst

    Vækstforum Hovedstaden investerer i grønne vækstprojekter. Der er nu åbnet for en ny tematiseret ansøgningsrunde “Grøn omstilling”, hvor op til 70 mio. kr. fra EU’s strukturfonde skal investeres i grønne, innovative projekter, der skaber vækst og arbejdspladser i Region Hovedstaden. Der er ansøgningsfrist d. 2. marts til den tematiserede ansøgningsrunde “Grøn omstilling”. Se mere på www.regionh.dk/vaekstforum


    Om Vækstforum Hovedstaden

    Vækstforum Hovedstaden er stedet, hvor regionens vigtigste erhvervspolitiske aktører investerer i initiativer, der skaber vækst, job og praktikpladser. 342 mio. kr. fra EU’s strukturfonde skal i perioden 2014-2020 investeres i bedre vækstvilkår for små og mellemstore virksomheder og kompetenceudvikling af medarbejdere. Forummet indstiller projekter til medfinansiering fra EU’s to strukturfondsprogrammer samt regionens erhvervsudviklingsmidler.

    ** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **