Pressemeddelelse fra Region Hovedstaden
Elbilen har lige nu en enestående mulighed for at blive danskernes foretrukne køretøj. Det momentum må vi ikke tabe på gulvet på grund af usikkerhed og tilbageholdenhed med investeringer.
Sådan lyder meldingen fra formanden for miljø- og trafikudvalget i Region Hovedstaden, Jens Mandrup (SF).
Han glæder sig derfor over dagens melding fra regeringen, som nu vil sikre, at der også er elbiler på vejene, selvom afgiftfritagelsen på elbiler står til at udløbe i 2015.
– Elbilernes popularitet vokser og de sælger bedre. Det momentum må vi ikke tabe på gulvet. Så det handler om at blive enige om en langsigtet strategi for området, så vi kan få skabt ro, siger Jens Mandrup.
Han understreger, at staten bør sikre en lav afgift på bilerne, ligesom der skal investeres i ladestandere og infrastruktur, der kan være med til at fremme salget af de populære elbiler.
Vigtig for branding af Danmark
– Det her handler også om at tænke langsigtet. I Region Hovedstaden investerer vi i at skabe en metropol, som høster international anerkendelse for at være innovativ og grøn. F.eks. lægger vi 70 mio. kroner i grønne projekter, der skaber vækst og jobs. Det er investeringer i fremtiden, som er med til at brande vores region til gavn for hele Danmark. Elbilen er helt central i den forbindelse, siger formanden for miljø- og trafikudvalget.
– Elbilen har alle muligheder for at blive fremtidens foretrukne køretøj for danskerne. Ja og i resten af verden. Og det er et fremtidsscenarie, som alle kan se frem til, fordi det vil få en kæmpe indflydelse på vores miljø, hvis salget af elbiler på sigt helt kan erstatte biler og lastbiler, der kører på fossile brændstoffer, siger Jens Mandrup.
Mere sundhed og produktivitet
Han henviser til, at en meget stor mængde af den c02, der slippes ud i atmosfæren, stammer fra transport. Elbilen udleder mindre c02, larmer mindre og vil det generelt betyde renere luft især i byerne.
– I Region Hovedstaden indkøber vi f.eks. kun elbiler. For det er nemlig sådan, at renere luft betyder mindre dødelighed og færre sygedage. Og det betyder mere produktivitet. Så det er sund fornuft, og den mulighed må vi ikke forspilde nu, siger Jens Mandrup.
Yderligere information:
- Jens Mandrup, formand for miljø- og trafikudvalget, Region Hovedstaden, tlf. 31 34 88 98
- Pressevagten i Region Hovedstaden, tlf. 70 20 95 88
** Ovenstående pressemeddelelse er videreformidlet af Ritzau på vegne af tredjepart. Ritzau er derfor ikke ansvarlig for indholdet **